New Foundland

Hilsen fra Grønland.

Klik på billedet og se flere billeder

Når bræerne ved Jakobshavn kælver og sender store isbjerge ud på havet, er det sjældent at man hører mere af historien. Men den fortsætter. En del af bjergene flyder over til Labradorkysten og videre syd over langs kysten til New Foundland. Derfor er der rigtige mange, der tager til New Foundland for at opleve isbjergene i maj og juni måned. Her i juli kan man være heldig at se dem stadig, og da først vi havde fundet færden af hvor vi skulle søge, fandt vi dem flere steder.Første sted var i en lille fiskerhavn, hvor et isbjerg var grundstødt tæt på kysten. Ikke så snart vi havde taget de første billeder lød der et ordentligt brag da det delte sig i 2 og det hele væltede rundt. En imponerende lyd i den totale stilhed. Fantastisk.

Samme sted stod nogle lystfiskere og rensede torsk. Der var rigeligt og vi blev mindet om vores tid i Grønland, hvor vi pilkede flere ad gangen. Sådan er det også her. Mette viste en del interesse og lidt efter stod hun med 2 store torskefiletter i hånden. Friske, kun 1 time fra havet. Det var første gang vi fik fisk på New Foundland, senere nød vi det flere gang. Virkelig lækkert alternativ til bilgryden (pasta og tomatsovs), der også har indfundet sig i menuen.

“The Rock” kalder canadierne klippeøen New Foundland.

Mette charmer sig til fisk

New Foundland er stort. Virkelig stort. Når man ankommer er det første man møder kontrasten til fastlandets mange træer. Det er en klippeø  med meget lav beplantning og mange steder minder om det vi kender i Norge. Dernæst møder man et skilt til byens hovedstad Skt. John – 820 km, som ligger i øst og der er ligeså langt til den nordlige ende af øen, hvorfra færgen til Labrador går. Hvis vi skal se lidt af øen, må vi indstille os på mindst en uge og nogle lange transportdage også. Og sådan blev det, idet vi fravalgte bylivet i Skt. John af tidsmæssige årsager. Det kan virke mærkeligt at skrive dette, når vi har et år foran os. Men faktum er jo, at vi i øjeblikket bevæger os længere og længere væk fra slutmålet. Desuden har vi kun 60 dages forsikring til USA og Canada.

New Foundland har et enkelt fuglefjeld, hvor man kan opleve søpapegøjer direkte fra kysten. Vi ledte lidt efter den. Selv de største seværdigheder er små her, man møder måske op til 5-10 andre besøgende men ellers er man alene. Søgningen betød at vi fik oplevet spidsen af halvøen Bonavista (nordøst på øen), der er helt nøgen, uden træer og med fabelagtig udsigt ud over havet. Ved fiskerlejet Elliston fandt vi fuglefjeldet med de kluntede fugle, som man oftest skal i båd for at se og så på afstand. På land kan man komme tæt på og opleve den flotte fugl på nært hold. Det er det sjoveste.

Under hele turen har vi spejdet efter hvaler og havde efterhånden mistet troen på at se nogen uden at vi skulle investere i en bådtur. Men så pludselig, mens vi ser papegøjer, hører og ser vi blæset fra en hval længere ude. Vi blev siddende, de kom op flere gange, vi gætter på 3-4 stykker. Det var som om vi fik hul på bylden for senere så vi virkelige mange andre steder og til sidst så mange at det ikke længere var noget særligt. Der er 22 forskellige arter her og især på nordspidsen af øen er der rigtig mange. I byen Trinity mod nord er der ved fyret en parkeringsplads, hvor de lokale kommer forbi med jævne mellemrum og følger livet blandt hvalerne, der her kommer helt op under land. Vi var der en søndag, hvor vi mødte mange lokale, der havde taget morgenkaffen med til kysten.

New Foundlændere er utroligt venlige og imødekommende. Næsten alle hilser når man møder dem og når vi kommer i den danske folkevogn, er der basis for en god snak. Så afslører de deres dialekt, som lyder mest som en variant af irsk. Kan være svær at forstå, men vi synes egentligt at det ikke er så svært, når bare samtalen er i den lette genre.

Efter at have besøgt østøen kørte vi de 500 km tilbage af samme vej som vi var kommet i stiv modvind (ingen andre muligheder), hvorefter vi kørte nordover mod færgen til Labrador. Ruten bød på 2 Unesco seværdiger, og den første er nationalparken Gros Morne, hvor man som det eneste sted på jorden kan se kontinentalplader i ”fri luft” som bjerge. Indrømmet, man skal vide hvorfor det er noget særligt, men oplevelsen er en stor gul klippe uden nogen former for beplantning midt i alt det grønne. Der kan nemlig ikke gro noget på den. Det ligner et månelandskab.

I parken mødte vi også den første elg på turen, som der ellers bliver advaret meget om. Der er så mange, at det er et problem for trafikken. Vi synes nu kun det er hyggeligt og kigger gerne efter dem.

Den anden Unesco seværdighed er vikingebosættelsen L’Anse aux Meadows på den allernordligste pynt. ”Vinland” omtaler vi danskere normalt stedet i historiebøgerne. Det var her vikingerne med Leif den lykkelige gik i land for 1000 år siden som de første europæerne på det amerikanske kontinent. Det var sjovt at se rekonstruktionen og museet. Der var rigtig meget vi kunne genkende fra det vi kender i forvejen fra Danmark. ”Vinland” kommer af at man faktisk mener at der har været vin længere nede af kysten ved New Brumswick, fordi det var varmere den gang.

Canada og New Foundland.

Canada bliver 150 i år og i den anledning er der fri adgang til stort set alle nationalparker og nationale klenodier. Vi ser rigtig mange canadiske flag sammen med de lokale provinsflag. Og der er en meget tydelig bevidsthed om historien og hvor landets befolkning kommer fra og hvornår.

Vores lange rejse er i gang og vi har tager nu hul på en transportstrækning til Montreal og derefter Niagara Falls. Rutinerne er begyndt at køre i bilen og det fungerer som det skal. Her er mere plads når man er 2 og Mette er allerede begyndt indsamlingen af alle de sager men ikke kan gå forbi. Vi har mindre udfordringer med motoren og vi søger i det canadiske netværk af VW entusiaster efter en reservedel. Facebook er virkelig nyttigt.

Vi har kørt 3.630 km.