Argentina – mod syd

Verdens ende?

11. januar

Velkommen Marie! Klik og se flere billeder.

Den 22. december samlede vi vores datter Marie op i lufthavnen i Buenos Aires. Hun har fået sin egen spalteplads på siden – den kan følges her.

Marie har desuden lavet en artikel om den argentinske helgen Gauchito Antonio Gil – den kan læses her.

Der er 3068 km fra Buenos Aires til verdens sydligste by Ushuaia i Patagonien. Patagonien starter ved Rio Negro ca. 700 km syd for Buenos Aires. Vi fejrer jul i Tandil 400 km syd fra Buenos Aires i retning mod Rio Negro. Vi valgte at holde jul i Tandil, fordi det lå i det rigtige retning i forhold til den videre rejse.

Befolkningen i Argentina er som USA sammensat af efterkommere af emigranter fra hele verden, som gennem de seneste 1-200 år har søgt et bedre liv i Sydamerika. I modsætning til længere nord på er der ikke mange spor efter de oprindelige folk. De fleste er i dag såkaldte mestitser, der er en blanding af de oprindelige folk og tilflyttere.

Der er også danskere, der er rejst hertil. Omkring 6000 søgte lykken for omkring 150 år siden, og det viste sig, at de 3000 etablerede sig omkring deres protestantiske kirke i Tandil og omegn. Da vi opdager dette, vækker det naturligvis vores nysgerrighed, og vi beslutter at opsøge kirken, der stadig er tilknyttet den danske folkekirke.

Juleaften i den danske kirke i Tandil

Den danske kirke i Tandil har i mange år været samlingspunktet omkring danskere og danskheden i Tandil. Flere taler flydende dansk uden nogensinde at have boet i Danmark, og fælles aktiviteter (især omkring jul) er med til at vedligeholde traditioner og introducere den til nye generationer.

For os bliver det et sjovt møde med noget vi kender så godt hjemmefra og en god mulighed for at deltage i deres julegudstjeneste d. 24. december kl. 8 om aftenen. Præsten er ny og han beklager at han (endnu ikke?) kan tale dansk, så det bliver på spansk, mens vi sidder og bladrer i den danske salmebog, som vi kan se må være et ”second hand” fra Sct. Bendts kirke et sted i Danmark.

Der er ikke fyldt i den lille kirke og vi går derfra med fornemmelsen af, at kirkens rolle som kulturbærer måske er ved at blive nedjusteret til et samlingssted for protestanter i området. Men i vore dage er målet vel også i Argentina integration, så det må jo være rigtigt at kigge fremad…? Vi er opdraget til det indlysende svar, men når man sidder på den anden side af kloden hos en minoritet der holder fast i sine rødder, giver det tanker omkring betydningen af den ”turbointegration” vi ønsker at udsætte vores nye danskere for i Danmark.

Gaucho

Som forældre nyder vi selvfølgelig at stå i lufthavnen og kippe med dannebrog, da vi efter en lang rejse endelig kan tage imod Marie. Gensynsglæden er stor, og den krydres af at en vaskeægte, moderne argentisk gaucho tilfældigvis er i lufthavnen i samme ærinde som os. Det kunne ikke være bedre.

Gauchoen er den argentiske cowboy, en anden kulturbærer og som fastholder traditioner omkring kvæghold på den argentinske prærie pampassen. Slægtskabet med den amerikanske cowboy er der, og vi møder mange både unge og gamle på hesteryg med den skrå baskerlignende hue, det store bælte og de posede bukser. Vi møder stolte gauchos i fuld ornat mange steder i byrummet, hvor vi ikke ville forvente ar møde dem. Der må være nogle vigtige symboler i dette, siden de vælger at gøre det. Vi er nysgerrige – og vi glæder os hver gang vi møder dem.

Nandu – den sydamerikanske struds.

Ligesom vi møder gauchoer hele vejen igennem Argentina, er der en del dyr vi møder hele vejen ned. Den argentiske struds Nanduen ser vi ret tidligt på den flade pampas allerede i de nordlige provins. Som altid ryger der mange billeder i kammeraet ved første møde. Senere viser det sig at den er fast og talrig gæst på lige fod med den vilde lama Guanacoen, som vi også møder i meget stort tal i det nordelige Andes og hele vejen gennem den 3000 km lange flade slette i Patagonien.

Et uventet højdepunkt får vi i nogle lave bjerge ved Cordoba ca. 800 km fra Buenos Aires. Bilen kører som den skal og derfor har vi ikke brug for den planlagte ekstra tid inden vi skal hente Marie. I stedet for at køre ned i hedebølgen i området omkring Buenos Aires vælger vi at bliver i de kølige bjerge, som viser sig at være utroligt smukke og behagelige at opholde sig i. Heldet er også med os – på en overnatning kan vi følge 6-8 store kondorer (også kaldet ”den flyvende dør”) kredse over os i flere omgange. En del af drømmen var at se kondor. Så det var stort!!

Vi havde hørt at den det var en meget lang og kedelig tur igennem Patagonien. Den er også lang, men heldigvis krydres den undervejs af store naturoplevelser, som vi har forsøgt at gengive lidt af i billederne. Flere gange måtte vi knibe os selv i armen. Det gjorde vi især ved den forstenede skov – en gangske uventet og storslået oplevelse.

Vinden er en del af rejsen og selvom vi har læst at det altid blæser fra syd, så har vi nå hovedsageligt haft vestenvind. Man skal regne med vinden både når man beregner benzinforbrug til næste tank og når man parkerer om natten. Når vi er 3 i bilen er taget altid oppe og så skal vi helst parkere med ryggen op imod vinden. Eller finde læ af de træer der ikke er!

Jo længere syd på vi kommer jo færre regulære campingpladser er der og jo mere almindeligt er det at campere i det fri. Flere steder er der lavet pladser til fri overnatning helt ude på kysten eller andre skønne steder. Det er den frihed man søger, når man rejser i en bil som vores. Så vi smiler og glæder os endnu engang over dette eventyr.

Fricamp

En gang imellem har friheden dog en pris. Man er sin egen herre og man skal være sikker på at man kan komme ud igen næste morgen også hvis der har været voldsom regn eller sandfygning i løbet af natten. Det er derfor vi kører med firhjulstræk, har sandstiger på taget og en del andet slæbegrej. For første gang nogensinde har vi haft sandstigerne i brug. Ikke til os selv, men på vej ud fra en skøn nat på stranden, var vejen i løbet af natten blevet blokeret af en bil med campingvogn, der hang fast i noget fygesand. Familien havde overnattet på stedet og ventede på hjælp. Vi kunne ikke komme forbi og bedste mulighed var at få vores grej i brug og ved fælles hjælp trillet vognen ud af dynen på stigerne. De virkede efter hensigten – og vi kom alle videre. Dejligt!

I skrivende stund er vi netop ankommet til Ushuaia, som er rejsens 3. milepæl og et vigtigt delmål. Ushuaia markedsføres som ”verdens ende” eller ”Fin del mundo”. Vi bruger lidt tid på at finde den rigtige ende. Det er ikke nemt, men vi finder det længste væk man kan komme i bil – enden af rute 3, som er for enden af vejen i nationalparken Tierra del Fuego.

Ankomst til “verdens ende”

Efter den lange køretur gennem store, åbne og øde områder, er det overraskende at komme til Ushuaias bjerge. Det særlige ved stedet er at bjerge, hav og træer mødes samme sted og det er baggrunden for nationalparken. For os er det lidt bemærkelsesværdigt. Vi har jo både blæst, hav og træer i Danmark og mangler kun bjergene. Norge har faktisk det hele.

Men sådan er det man ser forskelligt. Topbilledet på siden er noget så sjældent som en solnedgang over havet i Argentina. Kigger man på et kort, vil man opdage, at det ikke findes mange steder. Vi skulle have det at vide for at bemærke det.

Marie forlader os igen nu og Mette og Jørgen kører videre mod nord igennem Chile og Argentina af den ”berømte” Ruta 40, som skulle være en meget smuk rejse igennem Patagoniens højland. Tanken er at fortsætte helt til Bolivia. Tiden afgør om vi kører ind i Bolivia inden vi kører mod øst gennem Paraguray og Uruguray til Montevideo. Herfra sendes bilen til Hamborg.

Vi har jo en anden datter – Astrid – som er i New Zealand i øjeblikket. Det er lykkedes os at finde en fornuftig rejseplan, der gør det muligt at besøge hende på vej hjem. Det sker i foråret eller sidst på sæsonen i New Zealand – og det glæder vi os også meget til.