Sa Pa

Business og eventyr

Link til billedalbum

Efter Mette og jeg rejste hjem til jul, er jeg gledet over i en anden stilling, som indebærer at arbejde både er i Danmark og i Vietnam. Jeg tager herud ca. 3 uger ad gangen over et par weekender. Det er anden gang jeg er afsted nu, og jeg er ved at finde en rytme i det. Det er altid mange timers arbejde som kombineret med tidsforskel er anstrengende. Første weekend har derfor indtil nu været arbejde og afslapning efter landingen. Anden weekend er til gengæld fin til lidt eventyr – opleve lidt mere af landet, som er smukkest udenfor Hanoi.

Således var jeg forgangne weekend på 2 dages trekking i Sa Pa provinsen, som er et meget stort og yndet turistmål. Det blev uventet og større oplevelse end ventet – sikkert også fordi jeg var lidt heldig.

Der er langt til Sa Pa – 5-6 timer i bus hver vej. Afsted fredag aften og hjem søndag aften. Indlogeringen på et lokalt hostel fredag til lørdag morgen og så ellers klar til afgang med al min bagage på ryggen, da min guide ankommer kl. 8.00.

Der er masser af guider, og jeg har kun set kvinder. Det er et vigtigt erhverv for dem. Man kan ikke finde rundt uden guide og kort kan man ikke købe, men meget af turen går alligevel også på kryds og tværs af små stier og motorcykelstier gennem bambus skove, små landsbyer, hvor der ikke kommer biler og balancerende på terassekanten af rismarkerne. Derfor er et kort nok ikke til meget nytte alligevel.

Jeg havde booket en åben tur og forventede at møde andre. Men sådan var det ikke. Min guide Chi, der er ca. halvt så gammel og halv så høj som jeg selv, ankom til almindelig Vietnam tid – jeg nåede at skrive til hende:-) Efter et kort tjek, hvor hun overbeviste sig om, at jeg havde vand og hvad jeg ellers skulle bruge, gik vi ned gennem Sa Pas turisttivoli og op på den anden side for at stige 400 m op af stejl stigning, der på det nærmeste fik sendt mig til tælling. Ok, jeg lagde måske også lidt hårdt ud, men mærkede snart at jeg skulle tage den med ro i varmen.

Heldigvis går det jo ned igen og resten dagen vandrede vi oppe fra toppen af passet ned gennem først lav beplantning og græsningsarealer  og senere blomstergartnerier, hampmarker, majsmarker, rismarker, bambusskove, landsbyer og små landbrug. Stort set ingen ligesindede turister mødte vi – der et belønningen for at vælge den svære og lange rute (hvilket jeg gjorde).

Når man går, er der jo god tid til at snakke. Og da vi kun er 2, så er der tid nok. Chi har lært engelsk gennem turister – hun kan kun tale men ikke skrive og læse. Men hun kunne nok til at jeg kunne få svar på alt muligt, som man nu snakker om. Som god guide svarer hun beredvilligt på alt mellem himmel og jord.

En ting jeg tit taler med andre om her er det sociale netværk. Mange vietnamesere spørger bekymret til hvem der tager sig af de gamle hos os, når vi ikke bor samlet i familien. I Chis familie lever de traditionelt, dvs. hun er flyttet til hendes mands familie da de blev gift. Og så tager de sig af hans forældre.

Hvad så hvis man ikke får nogle drenge?

Ja det bogstavelig talt bad luck – man ønsker sig helst en af hver. I Vietnam tænker man på familien, man er tæt knyttet og tænker på hinanden. Også i byerne.

Undervejs på turen går det op for mig, at det homestay jeg skal overnatte på er hendes eget. De havde indrettet et lille anneks med 4 senge på deres lille landbrug, hvor jeg overnattede, spiste og ellers delte faciliteter med familien – og selvfølgelig også mødte svigermor. En glad gammel dame der smilte hele tiden og sagde “hallooouu”.

Hjemmet er beskedent, men de har hvad de skal bruge. Vi talte lidt om penge, og som Chi sagde, så boede de langt væk fra byen og lavede de det meste selv. Så det var svært at bruge penge.

Undervejs turen fandt vi nogle bregne lignende planter som vi stoppede  og plukkede. De kunne spises.

Ordene var: Når vi ikke har noget at spise går jeg nogle gange ud og samler disse…..

Det hænder, at der ikke er mad. Som regel har de ris og den simpleste ret er ris med ingefær eller ris med chili. Kød får de sjældent mere end en gang om ugen – det er dyrt og prisen den samme som de skal bruge til sæbe, tandpasta og andre af den slags fornødenheder, som prioriteres.

Jeg spurgte til grisen – det var kun til fest. Til nytår slagter de og får kød hver dagen i hele ugen og lidt til. (kinesisk nytår)

Samtalerne gør indtryk – de piver ikke, de har hvad de skal bruge, men jeg tænker at der er en årsag til at der er så mange ting på menukortet her. Hvis det kan spises – så bliver det spist. Tænkte jeg også da jeg så de 3 små hundehvalpe, der styrtede rundt. Måske de bare skal sælges – hvem ved….

Familen ejer 2 små buffalos (vandbøfler). Passer man på dem så stiger de jo i værdi og hver af dem repræsenterede den sum penge, som det koster at sende børnene på high school (tænker efter grundskolen), som kun kan ske 100 km væk eller helt i Hanoi. Chi drømmer om at de skal have en uddannelse til noget hvor de kan hjælpe landmændene. Jeg har aldrig tænkt over det før. Men hun drømmer selvfølgelig om at de skal have en uddannelse. Men ikke mere end at de kan komme hjem igen og passe på dem som gamle. Et specielt modsætningsfold, som giver stof til eftertanke.

Eftertanke var der også plads til. Jeg var jo alene og nød at sidde i det fredfyldte og køligere vejr end Hanoi (25-30 grader mod 10 grader mere i Hanoi). En sol- og mørbanket krop gik tidligt til køjs i den ene pæres lys. Det viste sig at være en god disposition, idet hanen galede med faste intervaller fra før solen stod op.

Efter de obligatoriske og lækre pandekager med frugt til morgenmad, pakker jeg mine ting sammen igen. Jeg vælger igen lange rute, hvorefter vi går længere ud i dalen inden vi vender rundt, går ned til floden og ind mod Sa Pa. (konceptet omkring maden er alle steder det samme på homestays – man får et godt måltid med alt hvad dertil hører, enten alene eller sammen med familien.)

Da vi rammer den mere befærdede turistrute og souvenirsælgerne spiser jeg frokost hvorefter en motorcykel samler mig op og efter en halv times er jeg tilbage i Sa Pa og bussen til Hanoi.