Ris
Jeg kan hører seglene, der skærer stråene på risen over, kommer tættere og tættere på. Til sidst må jeg ud af den lille hytte, vi har lejet for en enkelt nat. De 4 kvinder der høster på marken, er kun få meter væk. De fanger nogle risstrå, skærer over med seglet, fanger flere til hånden er fuld. Binder risstråene til et lille neg med et stykke flækket bambus. Lægger det bag sig, fortsætter igen og igen. Helt til solnedgang. De tager sig til ryggen, de er ømme efter en hel dag i marken. For mig er det eksotisk, for dem er det hårdt arbejde. På trods af det smiler de, det er høsttid.
Turen gik denne gang til Mai Chau, 3-4 timer syd vest for Hanoi. Vi har set de har høstet mange steder allerede, men her er det alle og over alt, der høstes.
Langt det meste ris, vi har set blive høstet, er foregået med segl. Det er nok anderledes i det flade Mekongdelta syd på.
Her i Vietnam kan de høste ris to gange om året- nede syd på kan de høste det 3 gange om året. Mange steder bliver markerne klargjort, med vandbøfler spændt foran ploven. De små risspirer bliver ved håndkraft plantet i fugtig, mudret, men ikke oversvømmet jord. Efter 2-3 uger bliver markerne oversvømmet. Det har to formål, dels skal risen bruge vandet, dels holder vandet ukrudt væk. Ris har brug for meget kvælstof og pesticider. Jeg har læst, at man ikke kan dyrke økologisk her i Vietnam, fordi der er pesticider over alt. De næste 3-4 md. skal risen luges, de små jordvolde der holder på vandet holdes hele, utøj holdes væk.
De små neg bliver samlet til større meget tunge neg og bliver båret ud af marken enten på det vietnamesiske åg, på armen eller i flettede rygsække. Nogle bønder køber sig til at få risen tærsket i kanten af marken. Små transportable tærskelværk der bliver flyttet rundt langs de smalle veje. Andre bærer eller kører risen hjem på motorcykler for at håndtærske den der. Efter tærskningen bliver agnene blæst væk ved at kaste risen op i luften fra store flade flettede kurve. Så er den klar til at blive tørret.
Overalt hvor der er bar jord p-plads, vejkant eller skolegård, bliver der bredt presenninger ud og risen bliver fordelt og med jævne mellemrum vendt med en rive. Inden det bliver mørkt kommer den i sække, for næste dag igen at blive bredt ud indtil den er tør. Risstråene brændes af for derefter at komme tilbage som gødning på markerne. Bål brændte overalt i kanten af markerne og lagde et røgslør over hele området.
Alle der arbejder i markerne, de fleste er kvinder, har hat på for at beskytte sig mod sol og regn. På fødderne har de enten bare tæer, gummistøvler eller lange strømper. Bukserne er smøget op over knæet.
Ris er ikke bare ris, på verdensplan findes der over 2000 forskellige sorter. I Vietnam blander man nogen gange forskellige sorter for at opnå den bedste form for klisterris. Risen skal nemlig hænge sammen, så man kan spise den med pinde. Man deler ris op i 3 hovedgrupper de lange, dem vi i Danmark spiser som løse ris. De runde og korte dem vi bruger til risengrød eller risotto og dem midt i mellem som er den klistrede type. Det er den sidste, der mest bliver brugt her. Ris på marken, efter høst og tilberedt hedder tre forskellige ting i Vietnam.
De fattige spiser ris 3 gange om dagen, de fleste nøjes med to.
Mai Chau er andet end rismarker. Det er en skøn dal i bjergene. Så skøn at nogle af de små landsbyer er blevet til turistfælder. Bus efter bus fyldt med vietnamesere (Mange unge) bliver kørt til p-pladsen uden for byen. Der er karaoke anlæg mange steder, hoteller og homestay i massevis, boder med bl.a. tekstiler som slet ikke er lavet i området. Godt at vores homestay lå ude i rismarken – langt væk. Skønt at der var cykler, så vi kunne komme rundt i det smukke område. Dejligt at der var nogen der havde lavet cafe i et hjørne af deres rismark, så vi kunne få en kop af den helt urimeligt stærke vietnamesiske kaffe.
På vores cykeltur mødte vi en kvinde, hun havde noget, jeg ikke troede, jeg skulle opnå at se. Hun havde sorte tænder. Ikke fordi der var huller i. Nej, fordi hun, da hun var ung, havde gennemgået den behandling, der skulle til for at få de smukke sorte skinnende tænder. Risbrændevin kogt med et klistret stof fra et insekt, der hver aften blev lagt på tænderne i et svøb af bananblade, indtil tænderne var rødbrune. Derefter nogle andre ting der blev kogt sammen til en klistret limagtig masse og på samme måde påført hver aften. Hver morgen blev munden renset med kokosmælk.
Det tog ca. 14 dage og så var hun klar til bejlere.
Den egentlige grund til vi var i Mai Chau ud over ønsket om ro og frisk luft, var markedet i Pa Co søndag morgen. Det var endnu et godt tekstilmarked.
Tak fordi du læste med.
De små billeder nederst på siden er skønne, malede elskabe fra Hanoi.
