Nicaragua

Overraskelser gør indtryk

29. oktober

Frokoststop i Nicaragua. Klik og se flere billeder.

Forventningerne til Nicaragua var ikke store. Vi har været her før og dengang havde vi problemer med et grådigt politi, der med bissede tricks fik ekstra lommepenge og et sted blev der skudt efter os. Men 10 år er lang tid og det var en overordentlig positiv oplevelse at gense landet.

Det startede med en ren søndagstur – bogstaveligt talt. Vi kom ind i landet oppe i bjergene og vi bemærker hurtigt at vejen er markant bedre end i Honduras. Det viser sig at være helt generelt. Der er lavet markante investeringer i landet og det mærkes tydeligt. Samtidig oplever vi en befolkning med overskud til at hygge sig om søndagen. Overalt møder vi venlige smil og familier som går eller kører på vejen, køber blomster og ser ud som om de er på vej til familiefrokost. Andre spiller eller er tilskuere en af den mange baseballkampe, der spilles om søndagen.

I Nicaragua er de vilde med baseball.

Næsten moden kaffe

Nicaragua er en stor kaffenation og vi satte os for at vi vil opleve det på en eller anden måde. Vi prøvede lidt til hos et økologisk co-operativ i Honduras uden stort held og derfor lægger vi turen omkring en overnatning i bjergene på en kaffe/bananplantage, der også driver et lille hotel, hvor det efter sigende er muligt at campere på parkeringspladsen.

Efter en lang tur på meget små veje væk fra hovedvejen oppe i bjergene finder vi stedet omgivet af tæt skov og planter overalt. Det viste sig at være et tysk/nicaraguansk par som havde bygget en lille oase op baseret på økologi og høj grad af selvforsyning. En lille bæk med små vandfald benyttes bl.a. til at forsyne stedet med strøm fra et lille vandkraftværk: En 24V dynamo fra en lastvogn og en omformer til 110V! Ikke meget anderledes end det vi har i bilen, blot mere kraftfuldt.

Der er behageligt klima og ikke for mange insekter, så vi bliver der et par dage og nyder gode samtaler med vores værtspar samtidig med at vi spiser sammen med dem.

En idealist (Juergen) rister kaffe.

Vi lærer om udfordringen med vandforsyningen i området. Det lokale fællesskab har længe arbejdet på at få etableret en fælles forsyning af drikkevand, så ikke alle skal rense vand for sig selv. Økonomien er 30 Cordoba (6 kr.) pr. måned pr. enhed. Men der er ikke opbakning til det, så det bliver ikke til noget. Til vores værts store fortrydelse og frustration. I mange af de små skure de bor i her, hænger der en 50” fladskærm på væggen. Og alle har en mobil, der koster 50 Cordoba (10 kr.) OM DAGEN i dataabonnement.

Det er svært at skabe de største og mest nødvendige forandringer i et land, når man er oppe imod denne prioritering. Men mon ikke vi har tilsvarende problemstillinger hjemme..?

Det var en god rast hos Juergen og Annabel og på vejen videre kommer vi ret hurtigt forbi kaffebyen Matagalpa. I modsætning til højere oppe i bjergene er kaffehøsten i gang længere nede og vi ser enorme fællesaraler i byen, hvor tørringen og den videre forarbejdning af kaffen finder sted.

Under besøget i bjergene er vi blevet overbevist om at vi skal besøge Masaya vulkanen, som ligger mellem hovedstaden Managua og kolonitidsbyen Grenada. Vi ved ikke helt hvad der venter os, men beskeden er at vi skal komme om aftenen og sørge for at være klar i køen som de første. Der er kun åbent i 2 timer, og der kommer kun 12 biler ind ad gangen.

Vi er der i god tid. Starter med at handle i et supermarked og kører tilbage igen. Der er stadig 2 timer til. Vejret er lidt dunkelt, så vi beslutter at køre ind og se det i stedet for at vente. Der er 6 km fra porten og op. På vejen bliver vi bedt om at stoppe i besøgscenteret og registrere os. Vi køre videre og snart er vi på en parkeringsplads, som må være graten. Vi parkerer og på vej ud af bilen bliver vi standset af vagten. Vi skal vende bilen, så der er front mod vejen ned. Sikkerhed. Hvis vulkanen eksploderer. Vi kigger på hinanden – hold da op!

På vulkaner i Nicaragua

10 meter bag bilen ser vi hvorfor. Vi er helt oppe på kanten af vulkanen og synet der møder os er: En vulkan. Rund og med et stort hul i midten. Og helt nede i dybet ser vi den røde lava boble og løbe som var det kogende vand. Vi kniber os i armen. Ingen af os havde ventet dette. Måske noget af det, men aldrig at der skulle være så meget aktivitet.

Efter 5 minutter lyder der en fløjte. Man må ikke være der længere – vist af sikkerhedsmæssige grunde. Opstemte triller vi ned igen, mens vi nyder udsigten over området.

Da vi kommer ned vender vi bilen og parkerer bilen som den første i aftenturen. Det var simpelthen så stort, at vi måtte opleve det igen i mørke. Det er ikke en mindre oplevelse, men vi glæder os over at have set det ved dagslys også. Det er to forskellige ting. I Lonely Planet står der dette:

”Volcan Masaya is the most heavily venting volcano in Nicaragua, and in a more ligtious nation there is no way you´d be allowed to drive up to the lip of a volcanic cone as volatile as the Santiago crater (Masaya). In 2001, an eruption hurled heated rocks 500 m into the air, damaging cars and narrowly missing people.”

Med andre ord er der nok ikke mange lande man vil tillade denne aktivitet. Vi forholder os til den kæmpe oplevelse og konstaterer at vi selv har været med til at finansiere den. Som mange andre steder kan vi læse, at der er tilgået midler fra EU til udvikling af stedet.

Vi overnatter ved porten under vagtens beskyttelse og står tidligt op næste morgen for at køre videre til en anden og ligeså stor oplevelse længere syd på.

“Skildpaddereder” i refugiet

Ikke langt fra grænsen til Costa Rica kører vi ud til Stillehavskysten. Da vi nærmer os mærker vi for alvor regntiden. De sidste 20 km kører vi langs med kysten på grusveje langs og igennem vand fra regntiden. Vi er noget betænkelige for det regner og vi skal jo ud igen. Vi er i ukendt land. Men inden vi taber modet dukker skiltet på i vejsiden, der viser ind til det skildpadde refugium vi skal besøge.

Mange steder ved kysterne her og 2 steder i Nicaragua, vender skildpadderne tilbage i stort tal efter at have været så langt væk som Alaska. De kommer hvert 3. år for at lægge omkring 100 æg samme sted som de selv blev klækket. I det år de lægger æg kan de gøre det op til 10 gange. Æggene er en delikatase, og derfor indsamles de af lokalbefolkning og gennem årene er skildpadderne blevet truet. Derfor beskyttes stranden af militæret samtidig med at team systematisk indsamler og udruger nogle af æggende for at sikre så mange skildpadder tilbage i havet som muligt.

De små skildpadder sættes ud lige efter solnedgang og de æglæggende skildpadder kommer på stranden senere på aftenen.

Ved solnedgang møder vi op. Stemningen er lidt nedtrykt. Der er kun klækket en levende skildpadde denne dag. Så sker det uventede at vi får kurven i hånden og bliver sendt ned til vandet for at sætte den ud. I situationen er det overvældende og stort.

Den lille ny klar til verden.

Så vi drager afsted til brændingen med rød pandelampe (lys skal undgås). Stiller os klar d 2-3 meter fra som beskeden lød. Undervejs  derned kan vi se at den lille skildpadde bliver mere og mere livlig. Det er meget tydeligt at den ved hvor vi er på vej hen og hvad den skal. Instinktivt. I det øjeblik vi sætte den i sandet søger den mod vandet. Og inden vi får set os om kommer vandet og skildpadden er på vej ud i livet. Og vi står tilbage med våde sko og strømper i 10 cm vand….:-)

I styrtende regnvejr går i til ro i bilen mens vi venter på signalet fra vagterne. De har lovet at give besked, når de første skildpadder er på land. Det sker ved halvtitiden og vi ifører os igen regntøj og rødelamper inden vi går ned på stranden.

På stranden ser vi både røde lamper fra æggesamlerne og kraftige hvide lamper fra soldaterne, der patruljerer hele kysten med hunde. Vi søger til de røde lamper og ser hurtigt 2 store skildpadder, der er ved at lægge æg. Lidt efter ser vi en mere lidt længere væk og da vi går tilbage alene, er vi lige ved at snuble over en fjerde i mørket, der er på vej op på stranden. Vi følger den og ser den graver sig ned og gør klar til en times hårdt arbejde med æglægningen

Det var en stor aften. Og 2 store dage, hvor naturen på hver sin måde har gjort dybt indtryk på os.

Hvor er vi dog heldige!