Mexico nord

Eftertanke på landevejen

3. oktober

Der bliver passet godt på os. Klik på billedet og se flere billeder.

For 4 dag i træk er vi indlogeret i vildere luksus end vi havde forestillet os. Men her er godt og sikkert, og det nyder vi. I skrivende stund lyder der ellers maskinpistolsalver som det har gjort et par gange tidligere på eftermiddagen. Vi håber det er nogen der øver sig, men ved det ikke. Aktiviteten senere på aftenen og natten tyder på noget andet.

Vi er i 2200 meters højde i bjergene øst for Pueblo og Mexico City. De seneste 4 dage er vi rykket hurtigt fra det nordlige. Vi har set det vi ville, og der er ikke så meget mere i dette område. Desuden skrives der mange steder, at der er mere sikkert længere syd på. Vi har dog ikke oplevet noget som helst der kunne gøre os utrygge. Tværtimod føler vi, at der bliver passet godt på os. Der er rigtig meget bevæbnet militær, politi og ”nogle i sorte t-shirts”. Det ser skræmmende ud, men hvis man har fulgt med i medierne vil man vide, at Mexico kæmper lidt med at få den ønskede orden, så der er mere af det hele incl. de selvbestaltede politikorps i de øde områder i bjergene. Det er måske det vi har oplevet, men vi føler at alle som en er til for vores skyld.

Den vilde luksus skyldes at vi har googlet os frem til en hjemmeside, som nogle rejsende med RV (stor autocamper) fra USA har lavet. De kan åbenbart godt lidt luksus, for indtil nu har de pladser vi har holdt på været på flotte kursteder og hoteller, som også har lidt faciliteter til autocamping. Prisen er i orden – vi giver sjældent mere end 100 kr. (ofte mindre) for en overnatning, så vi tager det hele med. Incl. varmt bad hver morgen.

Lonely Planet har i den seneste udgave udeladt henvisning til campingpladser, og det har gjort det noget sværere at finde overnatning. Hvis ikke vi finder noget betaler vi lidt for at holde ved et hotel. Et truckstop er også muligt. Mexico har udviklet sig meget de sidste 10 år. Her er betydeligt mere styr på tingene og orden end vi havde forventet. Med det er også stadig det Mexico vi er kommet for at opleve.

Vi har været ude at bade for første gang

Da vi havde afsluttet vores ”forretninger” ved grænsen forrige lørdag, satte vi os til rattet og forlod panikken i grænsebyen Tijuana for at køre gennem Altar ørkenen til første stop ved badebyen Puerto Penesca i bunden af golfen ved Baja California. Det var en lang og lidt nervepirrende tur. Meget alenetid på øde landeveje tæt ved grænsen til USA. Men også en flot tur, og bilen og vi kom igennem det hvorefter vi kunne fejre vores første rigtige overnatning i Mexico på en dejlig strand med masser af mexicansk musik – hele natten!! Selvom det kostede lidt søvn, var det nu godt nok. Mexico ER guitar, trompeter, tuba, bas og store trommer.

Første mål var Kobber Canyon 150 km sydvest for Chihuahua. Eller 2-3 dages kørsel fra festen på stranden. Vi kastede os ud i det. Lærer hvordan vi tanker benzin (altid betjening, ikke alle tager kreditkort og husk drikkepenge, at sige at vi skal have fuld tank MAGNA og at vi ikke skal have additiver. Det hele på spansk – vi er blevet gode til det.) Og de mange betalingsveje – de kræver penge op hvert andet øjeblik. Vi har regnet ud at vi betaler ca. 50 øre for hver km vi kører på betalingsveje. Til gengæld er de nogle gange lidt bedre og hurtigere. Nogle gange… Vi vælger hvornår vi er i transport og kører hurtigt og hvornår vi er i oplevelsesmode og kører mindre veje.

Vi møder Kobber Canyon

Første oplevelse bliver den sidste dag på vej mod Kobber Canyon. 400 km i otte timer ad en lang og ensom snoet landevej, der stille og roligt udviklede sig fra en flad og kedelig landevej til en fantastisk intro til bjergene og Kobber Canyon.

De fleste kommer dertil med et tog, som kører igennem det meget store canyon område med stop i 20 minutter ved en af de smukkeste udsigter. Nogle stiger af og tager en eller 2 overnatninger og køber et par udflugter. Vi føler os priviligerede selv at kunne bestemme tempoet og køre til alt det vi vil se. Og så til og med få den smukke intro fra vest.

Kobber Canyon sammenlignes flere steder med Grand Canyon i USA. Den har et større areal og nogle af kløfterne er dybere. Vi har nu set begge og vores dom er klar: De skal og kan ikke sammenlignes, de er meget forskellige. Men Kobber Canyon er vanvittig smuk med sin frodighed og store vidder, som vi oplever. En kæmpe oplevelse som vi er glade for at vi valgte til.

Tamahuraernes kultur præsenteres dygtigt på et museum i Creel.

Canyon området huser Mexicos største gruppe af indianere – Tamahuara. Der er omkring 50.000, som lever i de mange dale. Oprindeligt i huler, men de fleste (ikke alle!) har med tiden fået små træhuse og lignende. De har høj grad af selvforsyning og supplerer med indtægter fra salg af håndværk og services til turisterne, som der dog ikke er ret mange af. Vi ser næsten ingen. Det virker som om at amerikanerne helt har droppet Mexico som rejsemål.

Især kvinderne klæder sig stadig traditionelt i farvestrålende nederdele og bluser. De er synlige i områderne omkring jernbanen, men de smiler eller hilser næsten aldrig igen, når vi søger kontakt. Mette nyindkøbte Tamahuara nederdel får dog et anerkendende smil frem, når hun har den på. Det siges at de er meget sky og helst vil passe sig selv. Det har de fået lov til i Mexico, og mange af de gamle ritualer og traditioner lever stadig side om side med kristendommen. På deres eget museum kan vi læse at deres syn på det enkle liv og det bevidste fravalg af materielle goder er ved at taget livet af dem. De er meget fattige og har det svært.

Vi tænker over det. Mange er tiltrukket af det enkle liv. Men måske er der en grænse for hvor enkelt det kan bevares. Påvirkninger udefra vil stille krav om f.eks. samme sundhed og uddannelse som resten af samfundet. Det koster penge og dermed bliver man suget ind i behovet for effektivitet og materialisme for at overleve. Måske er det kun hastigheden man selv kan bestemme. Tankevækkende.

En af gaverne ved at rejse og opleve er at møde folk og kulturer. Det giver nye tanker og forståelse for den verden vi lever i.

Vi fik yderligere plads til eftertanke, da vi besøgte mennonit samfundet i Cauthamoc nogle timers kørsel fra Kobber Canyon.

Mennonitter er beslægtede med Amish, som vi købte brød hos i USA. Vi havde forventet at møde flere hestevogne i Mexico. Men det var da kun på deres museum…

Mennonitter har nogle vigtige principper i deres liv, som de ikke går på kompromis med. Det er bl.a. at de selv vil undervise deres børn og ikke have militærtjeneste. De er pacifister. I starten af 1900 tallet fik Mennoniterne i Canada pålæg om at skulle følge skolelovgivningen i Canada ligesom der var optræk til militærtjeneste. Det fik en gruppe til at afsøge alternative bosættelsesmuligheder. Og det betød at 8000 mennonitter i 1922 rykkede pælene op og flyttede til et nyt område i Mexico, som havde sikret dem retten til egen uddannelse, økonomi og ingen militærtjeneste. I dag er de 50.000 i et fuldt moderne samfund, som lever af landbrug og serviceydelser omkring det. Men de grundlæggende værdier er stadig de samme.

Vi oplever et samfund, der i sjælden grad er lykkedes med at skabe forretning og samtidig holde fast i deres egne værdier. Vi oplever velstand og stolthed i et omfang, der også er ved at give dem problemer.

Det omkringliggende Mexico har lært landbruget efter 1922 inspireret af menonitterne og det har bredt sig. Nøglen til succes har været vanding af markerne. I dag tales der om, at der kun er vand til 20 år endnu. Mennonitterne udpeges som en af flere syndere. Det skaber konflikter og der første mennonitter er rejst videre til nye områder i bl.a. Argentina.

Tilbage står de ”oprindelige” indbyggere, som har rødder i geografien og ikke kulturen og ved ikke hvordan de skal komme videre…

Rundt omkring i verden er der flere folk og kulturer, som flytter efter hvor de kan leve som de vil frem for at finde noget at leve af, der hvor de bor.

En af gaverne ved at rejse og opleve er at møde folk og kulturer som mennonitter og Tamaruhaindianere med hver deres udfordringer og løsninger. Det giver nye tanker og forståelse for den verden vi lever i.

På den lidt mere jordnære side købte vi den skønneste ost og bagværk ved mennoitterne i deres traditionelle klædedragter, som nogle af dem stadig holder fast i.

Vi kører højt og undgår myg

Vi har nu kørt godt 19.000 km, portvinen er skiftet ud med Tequila for en stund og vi bevæger os de næste uger mod grænsen til Guatemala. Bilen kører rigtig godt og vi lykkedes at snige os udenom de myg vi skal undgå (Mette har haft denguefeber første gang – anden gang skal undgås) ved at holde højden og køre i bjergene. Der har været mange tanker om vejen sydover. 2 jordskælv og sæson for flere orkaner i både Stillehavet og Caribien gør det til et valg mellem pest eller kolera.

Men når vi bevæger os igennem dem dag efter dag er det ikke så kompliceret, og vi oplever faktisk intet af alt det man kunne forestille i en bekymret stund.