Løgrussere i grænseland
“Kan du anbefale en lokal øl” spørger jeg kvinden i den lille købmandsbutik. “Ja – skal den være russisk eller estisk”?
Svaret er meget beskrivende for grænseområdet ved Peipsisøen vi rejser i. På den ene side er det Estland og på den anden side Rusland. Men befolkningen, der bor på den estiske side, har russiske rødder og der tales russisk. Vi er ved det russiske mindretal, som også kaldes “løgrussere”. De lever af at producere løg og fiskeri, og overalt på landevejen sælges løg og røgede fisk i små boder.
Som på øerne Kinhu og Muhu, er der også en særlig kultur hos løgrusserne. I modsætning til på øerne, er de ikke kommet til Estland af fri vilje – de vendte sig imod en ny religiøs retning, der blev skabt, da den russisk ortodokse kirke blev etableret. “Gammeltroende” kaldes de, og der er flere forskellige grupperinger og retninger hele vejen langs grænsen til Rusland og Hvide Rusland i både Estland Letland og Litauen.
En af grupperingenerne er SETO folket som også er kendt for en særlig polyfonisk sangteknik, som lyder nærmest meditativ. (hør eksempel her.) Den benyttes både rituelt, under arbejde og i andre sammenhænge. Vi søger længe en live version men må nøjes med det delte link.
I sovjettiden var religionen undertrykt, og her efter frigørelsen af Sovjet, blomstrer traditioner igen – herunder de flotte tekstiler, sangen og en særlig byggestil i træ, som især udtrykkes i nogle meget smukke vinduer. De er dygtige håndværkere.
Vi opsøger de museer vi kan finde. Historien giver anledning til eftertanke og gør indtryk. De flygtede fra Rusland fordi de ikke kunne praktisere deres religion. Da Estland blev en del af Sovjet, kunne de igen ikke praktisere, som ønsket. Og da Estland blev frit i starten af 90-erne, blev de tvunget til at lære estisk, hvis de skulle have estisk pas. Man udviklede endda særlige grå pas til dem der ikke kunne tale estisk.
Vi forstår at effekten er blevet at de russiske minoriteter på den måde har fået et loyalitetsforhold til Rusland, og det giver selvsagt små gnidninger i hverdagen med esterne, hvilket vi også bemærker. Tankerne leder hen til måden vi integrerer på i Danmark – det tænker vi lidt over…
Og pigen i købmandsbutikken? Hun valgte behændigt at pege på en af de almindelige estiske øl og sagde, at den smagte godt…..
Det er meget tydeligt at vi rejser i grænseland og at der er spændinger. Vi bliver stoppet nogle gange af grænsepolitipatruljer, som skarpt bevæbnet tjekker alle personlige og bil dokumenter meget grundigt. Jeg glæder mig over at jeg kiggede i postkassen den dag vi rejste, og til min overraskelse allerede kunne finde en ny registreringsattest, så det ikke var en midlertidig attest jeg skulle til at forklare og forsvare.
I grænsebyen og den 3. største by i Estland Narva, når vi til verdens ende på denne rejse. Grænsen er lukket og vi betragter den gående trafik over grænsen og taler om det vi oplever. Det er jo sikkert folk med familie på begge sider og mon ikke der også er anden aktivitet. Køen er i alle tilfælde lang.
Vi besøger den nyrestaurerede borg Narva, og bliver mindet om, at Danmark har haft en betydende rolle som hersker for længe siden. Vi var her under reformationen og var med til at lægge de første sten til borgen – i samme periode som dannebrog faldt fra himlen i Tallinn. Det ældste fyrtårn i Estland er også bygget af danskere. Det var vigtigt til at lede handlen mellem hansestederne på vej – Narva var Hansestad og porten til Rusland. Senere måtte vi overgive det hele til svenskerne, som har haft en stor rolle har indtil russerne tvang dem væk fra herredømmet i Østersøen i starten af 1700-tallet.
Der er stadig et svensk mindretal i Estland og det overrasker os hvor stærke bånd der også opleves til Sverige. Især på de vestlige øer. På Kihnu så vi et billede af af den svenske konge på en væg og i Haapsalu er det et svensk minoritetsmuseum. I byen møder vi også ukrainske flygtninge, som 24/7 producerede kamoufleringsnet til fronten….
Russerne var hårde ved svenskerne i 1700 tallet. Også på øerne, hvor det dog var svært at holde dem ude, da nogle af øerne er meget isolerede.
Et af billederne på russernes dominans oplever vi ved mødet med den anden korshøj på denne rejse. Langt ude i en skov på øen Hiiuimaa er der en minere korshøj, som af simple naturmaterialer er skabt af 1000 svenskere, som bliver “bedt om at flytte” (deporteret er vel det rette ord) til Ukraine. Da der kom frem etablerede et nyt samfund der – “detlillesverige” – som stadig findes på Google maps mellem Dnipro og Odessa.
Denne rejse til verdens ende har givet mange tanker og indtryk – som alle er meget tidsaktuelle ift. krigen i Ukraine. Vi har lyttet og læst meget og med egne øjne oplevet hvordan Rusland med magt og frygt har haft betydning for mange, mange almindelige menneskers hverdag. Men også at det ikke har været anderledes hos os historisk – vi er bare et andet sted – i øjeblikket….
Vejen til verdens ende er gået gennem den baltiske og især estiske natur. Her er plads, “camping forbudt skilte” er erstattet af “her kan du være” og vi har brugt mulighederne til bl.a. at besøge tørvemosen i Laahemaa National park, de mange kanaler og vandsystemer ved Narvafloden og Peipsi floden og øde gammeltroende museer tæt på den russiske grænse, hvor vi må slå roaming fra på telefonerne for ikke at ryge på russisk netværk.
En fantastisk rejse er slut for denne gang – eventyret findes stadig, også tæt på Danmark og også på kortere ture. Baltikum er virkelig tæt på, hvis man tager færgen fra Karlshamn i Sverige.
Vi er mætte, men også sultne på næste rejse.