Hanoi, hygge og handel
12. august 2022
FAMILIEBESØG- det fylder alt- det er mega hyggeligt og dejligt- og nu er de kommet godt til Danmark igen. Opdateringen om familiebesøget er delt op i to. Den første som foregår i Hanoi får du nu. Den næste kommer inden for en uge, den handler om vores tur til Cat Ba og Ninh Binh.
Sofie- vores datter, hendes mand Jeppe og deres to børn Agnes på 5 og Emil på 3 kom torsdag den 28. juli om formiddagen. Det er en lang rejse- næsten 24 timer + de 5 timer der er i tidsforskel. De har været så seje til at vende døgn.
Jørgen har passet sit arbejde. Vi andre har travet Hanois gader tynde- både i smeltende varme og styrtende regn. Besøgt det store marked bag banegården, knivbutikker og bagere. Set Hoan Kiem- søen og Solstrålebroen. Taget lokalbussen, som de eneste turister, ud til keramiklandsbyen Bat Trang. Hvor de bl.a. laver nogle meget høje vaser.
Overalt kan vietnameserne ikke holde fingrene fra børnene. De synes, simpelthen små lyse børn med hvidt hår – og Agnes har endda lidt fald i håret – er så søde. Børnene får utrolig mange godbidder af ældre damer på markeder, bliver løftet over små og store forhindringer, knebet i kinden og klappet på håret. Emil er nærmest blevet en haj til at se stift den anden vej, når han fornemmer, at der er nogen, der gerne vil i kontakt med ham.
Der er blevet hygget, læst og leget i lejligheden, så de mange indtryk, varmen, lyde, lugte og den heftige trafik kunne komme lidt på afstand.
Onsdag aften blev vanddukketeateret Thang Long besøgt. Der var 8 musikere og 9 dukkeførere. 15 voksne mennesker til en dukketeaterforestilling. De spillede 17 små stykker. Trædukkerne blev styret af lange bambusstænger under vandet. Dukkerne var bl.a. drager, vandbøfler, fiskere og feer. Det var en dejlig anderledes oplevelse for alle.
Søndagen blev holdt sammen med borgerne fra Hanoi- formiddagen på cafe sammen med mændene, set scootere med hele familier køre forbi ude på gaden, været på legeplads og set mænd spille skak.