Livsglæde i Ha Giang
Livsglæde
11. September 2022
Ha Giang, en smuk, grøn, bjergrig tidligere utilgængelig provins i det nordlige Vietnam, der støder op til den Kinesiske grænse. Her bor 17 forskellige minoriteter.
Da vi besøgte “Vietnams etnografiske museum” i juli, troede jeg at minoriteternes levevis/kultur og påklædning var ved at uddø. At man skulle vandre meget langt for at se en landsby, hvor de stadig levede som de altid havde gjort. At det i så fald ville være et fattigt og uværdigt sted at leve.
Eller endnu værre et minoritetscirkus for turister, hvor folk optrådte med deres levevis klædt ud i deres traditionelle tøj.
Da vi besøgte “Vietnams etnografiske museum” i juli, troede jeg at minoriteternes levevis/kultur og påklædning var ved at uddø. Sådan er det IKKE.
De gamle håndværk lever
De lever og bor næsten på samme måde, som de altid har gjort. De bygger deres traditionelle huse af ler, træ eller bambus, laver deres traditionelle mad og tøj, går til shamanen for fx. en god dato for brylluppet, som de altid har gjort. De har bare implementeret smartphone, motorcykel evt. køleskab, fryser, vaskemaskine eller tv.
Vi overalt møder smil overalt og dem vi bor hos udstråler tilfredshed med livet og livsglæde. Vi oplever det oprigtigt.
Den vietnamesiske stat har arbejdet på at der er veje og at alle har mulighed for elektricitet i provinsen. Det blev afsluttet i 2016. Længere er det ikke siden.
Hr. og fru Nghiem
Vi har sovet i Mr. Nghiems homestay i Thon Tha en landsby af Tay folk. Et skønt sted lige midt i rismarkerne med udsigt til de savtakkede bjerge. Vi blev budt velkommen med te af Mrs. Nghiem. En smuk kvinde på 65 år, iført sin traditionelle sorte nederdel og top + blå skjorte og halsring. Under teen hev hun sin smartphone frem, spurgte efter vores pas og fotograferede dem. Hun talte lidt engelsk- det er der ellers ikke mange der gør.
Alle dage afsluttes med et par timers vandring gennem ris og majsmarker, små landsbyer, vandløb og en enkelt flod blev krydset. Vi vandrer på gode stier, små glatte veksler og tager mange trappetrin – bl.a. op til tårnet på det nordligste punkt mod Kina. Endnu en ende. Møder mange forskellige minoriteter og skønne smil. Temperaturen og luftfugtigheden (Ca. 1000 moh.) er sænket lidt i forhold til Hanoi. Det er skønt.
Risvin – 30%
Den 2. september er det Vietnams nationaldag. Det betød 4 fridage i år. Det var der mange specielt unge vietnamesere, der benyttede til en tur til Ha Giang. De kørte i grupper på små motorcykler. 2 på hver. De var begejstrede for landskabet, susede ud og ind mellem hinanden. Stoppede alle mulige og umulige steder for at tage billeder af sig selv og landskabet. Filmede med telefoner medens de kørte. På nationaldagen var de måske også en lille smule højrøstede om aftenen. Rigeligt med “Happy Water” (risbrændevin – købes i 10 liter dunke) og høj musik.
Men al fest stopper her i Vietnam kl. 22. Så nattesøvnen blev trods alt reddet. Dejligt.
Nho Que floden ligger i bunden af en af Vietnams dybeste og smalleste kløfter. Smuk og spektakulær med de grønne bjergskråninger og lodrette nøgne fjeldsider. På båden fik vi udleveret redningsveste. 5 min. efter afgang, havde vietnameserne taget dem af. De skulle have taget billeder i forstavnen. Nogle havde klædt sig pænt på til fotograferingen. Andre klædte sig ud. Ingen tog redningsvestene på igen og ingen vietnamesere kan svømme.
Klar til skolestart
Mandag den 5. september starter det officielle skoleår i Vietnam efter 3. md. Sommerferie. Det gøres med manér- de øver optræden dagene i forvejen. Vi hører trommerne på landevejen, når de øver sig. For at alle børn har mulighed for at gå i skole, er der kostskoler som eleverne bor på i løbet af ugen. Skolevejen er for lang at gå hver dag.
Søndagsmarked i Dong Van: Det er fantastisk og farverigt. Her handles med alt. Folk kommer gående langvejs fra i deres fineste pus. De kommer ikke kun til markedet for at handle, lige så meget for at tale med andre end dem, der bor i ens egen landsby. Der snakkes, pruttes om prisen, puffes og drikkes “Happy Water”. Vi kom for at handle og opleve den autentiske stemning. Vi fik så rigeligt, hvad vi kom efter. Både i sindet og bagagen.
Klar til bryllup
Vores sidste overnatning er ved Dao folket. Her er så rent, det er ufatteligt, de kan holde det, for samtidig er det også rustikt. De fortæller, at de har 6 grise de feder op for tiden + en bøffel. Der skal være bryllup i familien. De forventer 300-400 gæster.
Tekstiler og tilvirkning af stof fra hamp har været et tema på vores tur. Det laver jeg en selvstændig opdatering med senere.
Tak fordi du gav dig tid til at læste med.
