Den sidste tango

Argentina i dag.

6. marts

Klik for billeder og nyd en flot tango.

Vi ringer på døren på vores Hostel i Buenos Aires Carlos Gardel. Vi har glædet os til at gense dette charmerende sted i San Telmo, som er Buenos Aires svar på latinerkvarteret i Paris. Det er her der danses tango i gaderne om søndagen, og det er her vi boede i en uges tid med vores børn for 10 år siden.

Der ser anderledes ud. Den flotte indgang gennem en butiksfacade er lavet om til en cafe. Indgangen er blevet nedgraderet til en dør. Og da vi ringer på kommer værten fra den anden side af gaden og henter os til de private værelser der. Under indtjekningen snakker vi lidt. Vi fortæller at vi har været der før. ”Things have changed” siger hun. Alt er blevet meget dyrt. I samme sætning fortæller hun at vi ikke skal betale de 16% i skat, fordi vi er udlændinge. Regeringen er bange for at miste turister, fordi Argentina er blevet for dyrt. Vi kan bekræfte at både Chile og Uruguray er billigere at opholde sig i.

Vi har rejst igennem Argentina i godt 2,5 måned og vi har set mere af dette store land end de fleste argentinere har. Her er en fantastisk og varieret natur med alt hvad man kan drømme om. Argentina kan med rette sige som USA og Canada – hvorfor rejse ud, vi har jo det hele.

Argentinsk søndag med familien

Argentinerne elsker også naturen. Og de bruger den. Søndag efter søndag møder man familier i 2., 3. og 4. generation på de mange skønne ”campings” hvor de hygger, spiller høj musik og griller kød på deres moderne gammelmandsild – parillaen, som står alle steder i stort antal.

Familien betyder noget her, de holder sammen og hjælper hinanden.

Argentina gik som det største land i verden statsbankerot juledagene 2001-02. Inflationen er enorm og man mærker fortvivlelsen hos den menige argentiner. Lønningerne følger ikke med og pengene rækker kortere og kortere. Der veksles dollar som aldrig før – kursen har lige sat ny rekord. De 2 måneder vi har været her er den steget fra 18,6 pesos til 20,6 pesos for 1 dollar. Pengene gemmes under hovedpuden og mange steder betaler vi uden regning. Der er ikke tillid til staten og de nødvendige skattepenge til det fælles kommer ikke ind.

Men argentinerne er også tålmodige mennesker. Køen ved banken tager et par timer blot for at hæve penge i automaten. Benzinen tankes op i små mængder, det giver meget trafik og lange køer. I begyndelsen havde vi svært ved at håndtere det, men vi har lært at indrette pauserne efter ventetiden. Argentinerne er verdensmestre i det. Familierne hjælper hinanden med at holde pladsen i køen og ordne andre ærinder samtidig. Og imens nyder de deres ”maté” i den fælles kop (en slags bitter urtete som vi ikke er så glade forJ).

På vores rejse har vi også mødt tilflyttere – eventyrere – som er rejst hertil i troen på fremtiden. Restauranter, campingpladser og andre selvstændige erhverv. Vi bemærker mismodigheden over eventyret, der kører den forkerte vej. De kan ikke komme ud af det igen, de er stavnsbundet.

Midt i alt dette samler argentinerne sig om deres familier og deres fodbold – Maradona er stadig stor her. Men vi overraskes over en fælles sag, som vi oplever omfattende propaganda omkring. Falklandsøerne – eller ”Islas Malvinas” som de hedder her. Overalt i Argentina møder vi kæmpe mindesmærker fra krigen med England i 1982. Og store skilte langs landevejene markerer at Islas Malvina tilhører Argentina. Den fysiske krig er slut, men den diplomatiske fortsætter. Det er nok naturligt. I Grønland kæmper vi med Canada om farvandet omkring Arktis. Mod syd gør Argentina krav på deres del af Antarktis. Ejerskab af Falklandsøerne vil formodentlig gøre retten stærkere.

I vores lille verden har den sidste tid har været mere udfordrende end normalt. Vores videre planer i Sydamerika har været uklare, bilen har drillet og vi har måttet tage store og dyre beslutninger for den sidste del af vores rejse.

Da vi nåede det punkt på Rute 40, hvor vi ville komme til at genbesøge nogle af de områder vi kørte igennem i starten af december, blev vi klar over, at der måtte ske noget andet, noget mere. Vi kunne ikke blive ved med at begejstres over de smukke, røde bjerge og lange øde veje. Selvom det er meget smukt.

Vi taler om Bolivia og de mange indianere der. Men bringes i tvivl fordi årstiden er ved at løbe fra os. Vi snakker med andre rejsende som er besværet af regn og dårligt føre. Det vil blive en udfordrende tur, men ved at holde os til de større veje, vil det være en mulighed. En meget stor del af Bolivia er regnskov og dermed også de insekter – denguemyg –  som vi gerne vil undgå. Det samme gælder for Paraguay, der grænser op til Bolivia.

Vi begynder at forberede den sidste del af turen med en tur gennem Bolivias højland og rundt om Titicaca søen. Olieskift, nye dæk og tjek af bremser og den vigtigste mekanik. 50.000 km er en lang rejse og efterhånden er det 30-35.000 km siden vi har haft adgang til kyndig service på bilen. Det er mange små lyde og signaler fra motoren, som vi gerne vil tale med nogen om.

Søndag med biblen.

Olielampen har altid haft sit eget liv i den gamle dame. Den larmer lidt engang imellem, vi ved normalt hvornår. Men efter et olieskift og en tur op i bjergene kommer der flere alarmer og vi søger hjælp i netværket og nogle lokale mekanikere. Vi indser, at vi ikke kan få styr på det uden VW T3 kyndig bistand, som på disse kanter kun findes i Santiago 1000 km væk i Chile. Og reservedele er her ingen af.

Vi tager en tung beslutning. Vi er næsten i mål alligevel, så i stedet for at opsøge en mekaniker langt i modsat retning af ruten, vælger vi at køre så lidt som muligt og stille og roligt køre til Montevideo og aflevere bilen til shipping.

Vi er nu i Buenos Aires, bilen er afleveret og vi er klar til sidste del af rejsen. Vi nyder solskin, tango og sommerstemning i gaderne.

Mission completed. Vi gjorde det. Den gamle dame klarede det igen!

Næste søndag rejser vi videre mod en anden verdens ende i New Zealand… Vi lejer unge og skifter til en campervan til budgetpris. De første 4 uger deler vi 1 meter bag i en stationcar. Derefter skifter vi til en lidt større, som minder om vores egen.

Vi glæder os meget til New Zealand, gensyn med vores datter Astrid, der bor der i øjeblikket og Jørgens søster Ingelise og Marie, der kommer på besøg i påsken.

Beretningen om Rejsen til verdens ende fortsætter lidt endnu. Til os selv og til de, der har lyst til fortsat at være med.