Nordvest og fra nord mod Dublin

Søpapegøjer 2.0

Irland fortsætter med at betage – også da vi kommer til Connemare og nordligere i Donegal provinsen. Vi følger Wild Atlantic Way ret slavisk på denne del og kommer ud på alle næs. Det er vildt! Overalt smiler solen til os og udsigten bliver ved med at fryde øjnene. Vi lader billederne tale for sig selv.

Vi havde sat næsen op efter at se søpapegøjer på Horn Head i nord, men det viste sig at være en and. Trods flere anvisninger og en god lang tur langs de stejle skrænter, møder vi stort set ingen fugle. Måske er det for sent på sæsonen – fuglene forlader jo rederne, når de er klar til det.

Ved en tilfældighed besøger vi Down Patrick head, et andet flot udsigtspunkt. Her stod der intet om fugle. Men det var der. En pænt stor koloni af måger og lomvier i særdeles fotogen belysning. Det nød vi.

På denne tur har vi bedre fotogrej med end tidligere. Herunder kraftigere og bedre telezoom, som er egnet til bl.a. fuglefotografering. Det har vist sig at være døren til endnu mere intenst nærvær med naturen. Det kommer vi til at gøre mere i.

Uld og tweed i Donegal

Nordvest Irland er et barskt og svært område at ernære sig i. Her er stadig mange får og uld er stort. Desværre bliver alt uld ikke brugt.

Strikkekyndige kender måske de tykke trøjer fra Aranøerne, som har den egenskab at fiskerne kan holde varmen i det mønsterstrikkede uld, selvom den er våd. I billederne er der et fint overblik over de forskellige mønstre.

Vævningen af tweed fra den nordligste provins Donegal er også stadig levende. I provinsen findes både lokale væverier med masseproduktion og kunsthåndværkere, som dyrker vævning af tweed med plantefarvet garn.

Amerikanske drømme

I 1800 tallet var det ikke nemt at leve i Nordvest Irland. Vi besøger flere egnsmuseer og finder en anderledes byggestil til vores bindingsværkshuse. Det ser vi bl.a. på et lille frilandsmuseum i Connemare. Det er et privat museum etableret af efterkommeren af bonden Dan O’Hara.

Den korte historie er, at han boede og levede godt her af bl.a. kartofler, som på den tid var en vigtig fødekilde til at stå imod sulten. Men 3 års svigt af kartoffelhøsten på grund af sygdom i kartoflerne, sætter hele befolkning under pres. De sulter og en stor del af befolkningen emigrerer til Amerika. Det gjorde Dan O’Hara også. Det gik ikke så godt for ham, men hans efterkommere har klaret sig og det er disse der har rejst midler til bevarelsen af hans oprindelige hjem i Irland.

Midler er skaffet via funding, man får et træ og et skilt, når man donerer penge og vi bemærker navne som Clinton, Obama, Biden – og mange, mange flere. Dette sammen med bl.a. de mange amerikanske turister vi møder på vejen efterlader indtryk af en amerikansk tilknytning til Irland.

Huset fremstår vedligeholdt og meget autentisk. Det gav os et godt indblik i livet på landet i Irland og også de forskelle der har været til livet i Danmark på den tid.

Nordirland i transit

En af de helt stor seværdigheder er der specielle 6 kantede klippeformationer i Giants Causeway i Nordirland. De er opstået for mange millioner af år siden, og de findes også i bl.a. Island. Vi nyder dem og forundres – endnu et at naturens mesterværker, som også er blevet en del af Unescos kulturarv.

For at kommer dertil måtte vi ind i Nordirland. Vi tænker grænsebøvl, ind og ud af EU. Men det viser sig, at der er lavet lokale løsninger og grænsen opleves ikke. Det er enklere end når vi kører ind i Sverige eller Norge. Vi tog blot en lille færge…

Til gengæld mærker man fra det ene øjeblik til det andet at befolkningstætheden er dobbelt så høj i Nordirland, og infrastruktur, landbrug, erhvervsliv og detailhandel forekommer alt sammen at være på et højere niveau. Det betyder også at det er sværere at rejse i, på vores måde, mindre frihed og sværere tilgængelige overnatningssteder.

Vi vælger at opleve Giants Causeway på en dag i transit igennem Nordirland.

Newgrange

Vores valg af rute Irland rundt med uret medførte at vi gemte den største seværdighed til sidst. Men sikke en – en stærk oplevelse, som vi ikke glemmer lige med det samme.

Newgrange er sammen med 2 andre gravhøje Knowth og Dowth at finde samme sted i Brú na Bóinne lidt nord for Dublin. Det er på Unescos kulturarv. Og det er noget særligt. Gravhøjene er ældre end pyramiderne i Ægypten og ældre end de fleste andre steder fra fortiden, vi kender. For 5500 år siden blev de bygget som hellige mindesteder for de afdøde. Og idag så mange år efter, gik vi ind i Newgrange og kunne gense gravkamrene med alle de gamle indhuggede mønstre og symboler, som på den tid har været lavet med stenøkser. Imponerende.

Men ikke nok med det. Monumentet afslører en månekalender og andre redskaber til at holde styr på årets gang. I lighed med stencirklen vi oplevede i starten af turen, er Newgrange bygget, så man et par dage om året ved vintersolhverv får lys ind i gravkammeret i op til 14 minutter. Resten af året er det mørkt. En flot simulering gengav oplevelsen for os.

Vi imponeres over deres færdigheder på den tid. Virkelig meget videnskab og byggeteknik så langt tilbage i historen.

Vi kneb os i armen over at få dette med. Det var ikke givet, idet man kun kan komme ind med forhåndsbookede billetter. Og dette salg åbner 30 dage før, antallet er begrænset til pladserne i de busser, der kører en rundt og derfor er der altid udsolgt.

Kendere af os ved, at detailplanlægning af hvad og hvor 30 dage før ikke er vores styrke og vi glæder os over at have fundet et lille bitte vindue til aflyste billetter, som stilles til salg dagen før. Vi fik 2 til idag kl. 11.30, som vi købte i går aftes.

Tak for nu til Irland og Wild Atlantic Way!!

Med denne afslutning i forhistoriens tegn som vi startede, har vi set og oplevet det vi ville i Irland og vi tager færgen mod England i morgen for at vende tilbage til Danmark.

Vi markerer afslutning med “de velkendte traditionelle fish and chips” fra Robertos take away, som lever op til forventningen – friskfanget fisk fra samme dag, hjemmelavede pommes frites salt og eddike.