Kihnu danser

14. juli til 18. juli

Link til billede
Link til videoen Kihnu synger (5 min)

Grænseovergangen mellem Letland og Estland er et skilt på vejen. Som når vi kører til Sverige eller Tyskland i normale tider. Vi kører langs kysten og sidst på eftermiddagen holder vi ved færgen til Kihnu. Vi ved at der er en havnefest i forbindelse med fiskernes dag på øen, og det viser sig at færgen af denne grund har været fuldt booket både torsdag, fredag og lørdag og at vi ikke vil kunne komme hjem tidligst tirsdag aften. Efter lidt snak finder vi ud af at der er plads til een alm. bil lørdag aften kl. 20. Den tager vi.

Da vi 1 time efter ankommer til øen, hører vi musikken. Det er elektronisk folkemusik og der er vildt gang i dansen. Mette, “de danser” siger jeg og med øjne på stilke kan vi se, at de har de traditionelle nederdele på. Vi indser, at der venter os noget særligt.

Så snart vi er af borde parkerer vi bilen og tager til fest. Det er ret dyrt at komme ind og der er kun nogle timer tilbage af festen. Men vi går all in – nogle gang MÅ man bare gøre det.

“Mette, “de danser” siger jeg og med øjne på stilke kan vi se, at de har de traditionelle nederdele på. Vi indser, at der venter os noget særligt.”

Allerede ved betalingen falder Mette i snak med en af kvinderne fra øen, der beredvilligt fortæller alt hvad er er værd at vide.

Det særlige ved Kihnu er, at der er kvinderne der styrer slagets gang på øen. Det er en del af traditionen, og sådan er det stadig. Mændene er ude at fiske (eller idag arbejder andre steder) og på denne fiskernes dag er de bænket i et telt og får så hatten passer med mad og ikke mindst øl og brændevin (mon ikke vodka på disse kanter).

Når der ikke er mænd til dagligt, er det kvinderne der holder sammen på både dagligliv og traditioner. Det gør de ved at holde fast i sang, dans, håndværk samt vigtige traditioner og ritualer fx. bryllupper.

Der er et årshjul for traditionen: Mændene kommer hjem om efteråret og finder sin udkårne, som han efter et særligt ritual, der også involverer tekstil håndværk, beder han hendes mor om hendes hånd. Frem til jul kartes og spinnes uld i fællesskab i faste systuer med de andre kvinder på øen, efter jul væves og sys der og alt gøres klar til bryllupsfesten året efter, hvor brudens kiste medbringes med det fremstillede håndværk til gommens hjem. Bryllupsfesten varer i 3 dage og involverer anseelige mængder mad og øl.

Selvfølgelig er vi i 2024 og flere mænd vælger at bosætte sig på øen. Men stærke elementer af traditionen lever og nederdelen er blevet et stærkt symbol på kvinderens særegne rolle på øen, og man mærker tydeligt betydningen og stoltheden:

Ugifte kvinder bære nederdelen i de spraglede farver og uden forklæde. Man skal kunne se at hun er ledig på “markedet”
Gifte kvinder bærer samme nederdel, men med at forklæde på. Det er noget særligt at blive gift, ikke alle har haft mulighed for at opnå det.
Enker og kvinder i sorg bærer den mørkere nederdel.

Da vi efter en længere snak entrerer havnefesten er det første vi møder en masse helt unge piger, som bærer nederdelen. De fleste øboere bærer den, og der danses vildt til musikken – polka og vals i hurtigt tempo. Rigtig mange danser pige – pige, og senere finder vi ud af at sådan har det altid været – der har jo ikke været mænd hjemme, og de holdt fester med sang og dans alligevel.

I en pause trækkes der tov mellem de tilstedeværende mænd – også en tradition fra gammel tid – hvor man mødtes til ølympiske lege med naboøen Ruhnu, som vi senere finder ud af har tilsvarende traditioner.

Som aftenen skrider frem regner det mere og mere og trods det er dansegulvet stadig fuldt. Men vi trækker os til sidst tilbage for at køre til fyret i den anden enden af øen ca. 8 km væk (øen er ikke større).

Om søndagen fortsætter eventyret. Ved kirkegang møder kvinderne op klædt efter forskriften og nu med tørklæde. Det er her de ældre vi møder og da det er den estisk ortodokse kirke, tager vi det med. Der er stor forvirring om hvornår vi skal stå op, så vi prøver at følge “strømmen”. Mette nævner bagefter at man i nogle kirker står op i kirken for at få aflad, og der var da også en yngre mand (den eneste mand udover turister) som stod op under hele tjenesten. Så det var måske ikke en helgardering, som først antaget.

Kirken lå lige overfor museet som vi efterfølgende brugte en del tid på at besøge og lære mere. Det viste sig at museet også havde 50 års jubilæumsreception – så det tog vi med i håb om at der dukkede noget nyt op, som vi skulle opleve. Vi sneg os væk da champagnen flød.

Vi var jo tvunget til at blive på øen, da vi ikke kunne komme derfra. Så vi havde en dag mere og det var nok til at Mette ikke kunne stå for fristelsen – hun skulle have en nederdel med hjem. Det var ikke let. Det er jo familieskatte, som går i arv fra generation til generation. Men vi spurgte os frem og efterhånden fandt vi frem til 3-4 muligheder, som kunne være aktuelle. Størrelsen var til den lille side, men som de sagde med et nik til mig, at hun var jo gift, så du har jo et forklæde på foran lukningen, så ingen ser at der mangler et par cm. Nu er det bare sådan, at Mette nok ikke kommer til at bruge nederdele med forklæde…

Enden på det blev en handel og et billede af bedstemoren der interesseret havde fulgt forhandlingerne fra sin stol i verandaen. Et stykke Estisk kultur og kunsthåndværk spundet, farvet, vævet og syet helt fra bunden af uld fra Kihnus får, kommer nu til Fyn sammen med den gode fortælling.

Kl. 16.15 tager vi færgen tilbage til hovedlandet for at køre til endnu en færge til en anden ø Muhu, som også er kendt for skønne tekstiler.

Det viser sig at farverne her er gule og orange, men brugen er betydeligt mere historisk end på Kihnu og den autentiske oplevelse udebliver. Vi besøger øens museum (og genser Mettes bog, som ligger fremme) og over de følgende dage nyder vi den øde natur, sightseeing og friluftslivet på de 3 øer Muhu, Saaremaa og Hiiumaa. Vi bliver også opmærksomme på spændende svensk historie i Estland. Det følger der en opdatering på senere.

Torsdag eftermiddag tager 5. færgetur tilbage til hovedlandet.