New Zealand – Sydøen (1)

Endnu en verdens ende…

26. april

Solen giver god varme, når den er der. Klik og se flere billeder.

Vi er på Sydøen. Solen skinner engang imellem, sixpencen er udskiftet med en hue og shortsene med lange bukser foret med uldne. Det er blevet koldere og hele garderoben er i brug. Vi har for første gang været tilsluttet strøm – det var med prisen – og vi nød at have den elektriske varmeblæser tændt. Det er dejligt at frigive lidt kræfter til at sidde stille, skrive og lave andre stillesiddende gøremål.

Sådan er livet for alle budgetrejsende lige nu. Alle søger ind til overnatningspladserne ved 5-6 tiden om aftenen. Det bliver mørkt lige efter og vi har bemærket, at nogle af dem der laver mad ved bagklappen af bilen, har set fidussen i at blive færdige inden det bliver mørkt. Lyset kommer igen 12 timer efter. I mellemtiden er alle i soveposerne i bilerne og man mærker ikke liv i det buldrende mørke. Der er som regel intet lys på de bedste naturpladser. Men nogle gange den smukkeste mælkevej på himmelen.

Vi er glade for den ekstra komfort i vores bil. Vi kan lave mad i bilen (det varmer) og være i læ for regn og vind. Skulle man ønske mere, er det gasvarme, som er også er nyttig når der ikke er strøm. Det har vi i vores egen.

Der er flere typer overnatningspladser. ”Statsskovvæsenet” driver en masse primitive naturpladser (mange med ”long drop”), som er billige at overnatte på. Nogle er endda gratis og hvis man har et blåt klistermærke på bagsmækken, som fortæller at man har et toilet ombord – ”selfcontained” – er der en del af disse pladser. Konceptet er udviklet for at sikre at alle der færdes i naturen selv kan tage deres spildevand med sig. Ofte skal man også tage sit affald med sig, der er ikke altid skraldespande.

Der er imidlertid også tænkt offentlige toiletter ind overalt og man kan finde dem med en app på telefonen. Så de er meget let tilgængelige. Det er genialt. New Zealand har med dette initiativ opnået en ren natur stort set overalt.

Toilettet ombord er til gengæld helt til grin. Kun i de større autocampere er det reelt fungerende. I de små campervans er det løst med det lille kemiske toilet – Porta Potti, som ikke mange bruger. Der ikke er plads til at bruge det i bilen og det er ufedt at tømme og rense det. Der er vist kun en vinder her – og det er producenten af Porta Potti.

Det lidt billigere at leje en ”non-selfcontained” campervan. Det har vi valgt. Der er så en række pladser vi ikke kan overnatte på, og det betyder at vi nogle gange må betale lidt mere for overnatning. Vi rejser så længe, at det samlet set er billigere for os på denne måde. Men indrømmet – det er nogle gange irriterende, at vi tvinges ind i dyrere overnatningsløsninger end nødvendigt.

Et lille indblik i livet som budgetrejsende. Er nøjsomligheden nødvendig – kan vi ikke bare betale en skilling mere og få den fulde komfort?

Hvis man vil eventyret og rejse så længe som vi gør, så er nøjsommelighed nødvendig.

Men det er også det der gør det skønt.

Det er skønt at leve enkelt fra dag til dag uden de store fornødenheder. I New Zealand er frugt og grønt (og alt andet) dyrt, og derfor giver det tilfredsstillelse at søge og finde løsninger, der strækker budgettet. I disse uger modnes æblerne i New Zealand og intet er bedre end at kunne plukke 3 kg æbler i vejkanten og koge grød af dem.

Essensen af eventyret er også påmindelsen om at vi stadig kan leve enkelt og nøjsomligt. Det giver en frihed, som man kun ser skyggen af på en almindelig ferie og sjældent i dagligdagen.

Tilsyneladende stilhed efter storm i havnen i Wellington.

Rejsen til Sydøen blev længere og mere udfordrende end ventet. Vi strandede i 3 dage på Nordøen i havnebyen Wellington pga. høj sø. Færgen sejlede ikke og vi ventede en dag ekstra efter sejladsen blev genoptaget i håb om en rolig overfart. Den 3 timer lange tur til Picton over Cook strædet var dog stadig en udfordring. Men vi overlevede og belønningen var en skøn indsejling til Picton gennem den smukkeste skærgård.

Man siger at Sydøen er vildere og smukkere end Nordøen. Det er måske rigtigt.

Men det er også fugtigt og især vestkysten er kendt for store regnskove og meget regn. Vejrudsigten viste en hel uge med regn, og vi overvejer kort at søge omkring østkysten, som melder godt vejr. Men vi vælger at holde fast i planen. Og igen viser det siger at der også er sol og varme imellem torden og regn. Vejret er meget lokalt, så det er svært at regne med vejrudsigten.

Fotografering i morgensolen i Abel Tasman

Den første halvdel af rejsen på Sydøen af vestkysten har bragt nogle storslåede oplevelser. En total gylden strand i Abel Tasman National Park fik vi præsenteret i den smukkeste morgensol. Desværre havde blæsten fra syd vi selv havde oplevet i Cookstrædet gjort vandet både meget koldt og grumset, så den planlagte snorkeltur blev ikke til noget.

Lidt længere mod nord samme dag på øens nordligste punkt ramte vi plet til tidevandet, så vi kunne opleve den under de bedste betingelser – herunder små sælunger der boltrede sig i lystigt i nogle pools helt inde under land.

Legende sæler ved Wharaiki

Og sådan fortsætter turen mod syd langs vestkysten. Vi kører fra det ene natursceneri efter det andet. Det er en stor fornøjelse – også selvom vi må se Franz Joseph gletsjeren i piskende regn.

New Zealand har ikke mindre end 22 forskellige pingvinarter, og vi vil rigtig gerne opleve nogle af dem. Et sted gik vi en times tid igennem tæt og meget smuk regnskov for til sidst at komme ud på en lille strand, som huser en mindre koloni med 20-30 fugle i yngletiden. Vi var der helt alene, og der gik et lille gys igennem os da vi lige pludselig stod der og følte os som Robinson Crusoe på den øde strand. Meget smukt, men ingen pingviner.

Jagten på pingviner fortsætter, men vi ved det er svært. Efter yngletiden frem til slut januar kommer de kun sporadisk og senere stikker de til havs.

Nærmest euforisk stemning i Milford Sound.

Søndag d. 22. april var vi mere end heldige med vejret. Efter nogle fantastiske dage på vestkysten i skiftevis regn, torden og sol søger vi mod den øde Fiordland National Park med de dybe fjorde. En af dem er Milford Sound. Det er et af de største trækplastre på øen.

Vi vågner om morgenen 200 km fra Milford og fornemmer at vejret kan blive godt. Da vi tjekker vejrudsigten ser vi, at der er en  mulighed for at Milford Sound denne ene dag vil kunne opleves i sol fra en skyfri himmel og uden vind. Vi vælger at køre direkte og satse på at vi kan få billet til en af turbådene sidst på dagen.

Klokken 15.15 stiger vi på den sidste båd og sejler ud i solnedgangen…

Farvel og tak til Milford Sound.

Den mere end 100 km lange tur af den blinde Milford Road oplever vi også under de bedste forhold. Vi lader billederne tale for sig selv.

Da vi kører ind på en af naturcampingpladserne på vej ud kniber vi os i armen. Endnu en dag til samlingen af store øjeblik på denne rejse. Yes!!

Med opløftet stemning i bilen triller vi i dagene efter ned til endnu en verdens ende – denne gang på New Zealand. Som ofte er der et par stykker at vælge imellem, og vi vælger den sydligste på Sydøen – Slope Point. Den fremstår som en ”rigtig” verdens ende. Man skal over en privat bondes fårefold for at komme ud til spidsen. Men så kan man heller ikke komme længere. Næste stop er Antarktis.

Verdens ende – igen.

Klimaet og temperaturen forekommer at være lidt mildere efterhånden som vi kommer op af østkysten. Mange af campingpladserne lukker 1. maj, men vi oplever mod forventning ikke nedgang i aktiviteten. Der er stadig mange campere på pladserne og overalt er der utroligt mange asiatere – formodentligt kinesere. Det har vi aldrig oplevet før, men måske er det den øgede velstand i Kina, der gør det muligt. Det er alle typer rejsende – både de lidt larmende og stressede selskaber i kinesiske busser, familier i autocampere og unge par i campervans vi møder.

Verden er blevet mindre og vi ligner hinanden mere og mere…

Med ønsket om mødet med en New Zealandsk pingvin eller 2, glæder os til det sidste stræk nordpå mod Nordøen. Gerne med lidt mere varme – vi lytter med længsel til meldingerne om forår i Danmark.

Topbillede: Next stop Antarktis på Slope Point – Sydøens sydligste punkt.

Galleri: Skønne billeder regnskoven på sydøen.