New Zealand – Stillehavet

Tranquility

12. maj

Klik til billeder

Intet er så skønt som at falde i søvn til havets brusen og stå op til solen, der rejser sig i horisonten. Vi nyder de mange kilometre kyst i New Zealand.

Nogle af de bedste overnatningssteder er de pladser, hvor man kan parkere på første række i kystlinien med fri udsigt til solens vandring på himlen. Det kan ikke lade sig gøre ret mange steder i Danmark. Men det kan det i New Zealand og vi søger disse pladser så ofte som muligt. Vi kniber os i armen hver gang det lykkes, og det gør det tit.

Sæsonen er ved at være slut og vinteren på vej. Der er plads til alle – også på de gode overnatningspladser og hos udlejningsfirmaerne ser vi halve fodboldbaner fyldt med campingbiler, der er sat på græs og klar til glade rejsende til foråret – det danske efterår.

Kulden, regnen og det våde tøj i en kold bil er klamt. Vi nyder varmen fra solen når den smiler til os. Og det gør den heldigvis mere og mere på vej nord over. En særlig fredfyldt ro fylder os, når vi finder lunt læ og varme på vores vej. En dejlig måde at nyde det sidste af den lange rejse.

Pingviner opleves på afstand

Også for pingvinerne er det sidst på sæsonen. Der skal ro og tålmodighed til for at se dem. Men den har vi…

En sen eftermiddag lykkes vi med at se 2 pingviner fra et skjul på Nugget Point – en koloni på østkysten af Sydøen. Det gav blod på tanden.

Den følgende dag kører vi til et andet sted, som ifølge vores oplysninger skulle huse en lille koloni. Vi ankommer lidt tidligt og beslutter at gå ned på stranden for at få overblik over forholdene. Det viser sig at der som dagen før er et skjul højt oppe i lang afstand fra stranden, hvor man ikke forstyrrer pingvinerne. Vi kan læse at der er mindst et par timer til at vi kan vente at se noget. Vi bruger tiden på stranden, der viser sig også at rumme mange af de flotte pauaskaller, som Maorierne bruger meget i deres udsmykning.

Det bliver koldere og der kommer slud i luften. I regntøj og hvad vi ellers har af varmt tøj tager vi opstilling ved skjulet og begynder at vente. Man oplever naturen på en anden måde, når man er stille og venter så længe. Der kommer flere ligesindede til skjulet og efter et par timers tålmodighed kommer den første pingvin ind på kysten efter en lang dag på havet. Yes!

I løbet af den kommende time belønnes vi for vores tålmodighed med yderligere 4 pingviner.

Missionen lykkes. Det er den sjældne og sky guløjede pingvin vi oplever begge gange. De kommende dage besøger vi andre pladser, men alle steder finder vi indhegnede områder, hvor naturen er sat til salg i efter vores smag lidt for kommercielle omgivelser.

Vi kører videre og glæder os over resultatet af vores egen indsats.

De største oplevelser på et eventyr er tit de uventede. Vi har god tid på denne dele af rejsen og vi opsøger en del af de mere ubeskrevne og chancebetonede seværdigheder, man kan læse ud af de små kommentarer på kortet.

En af disse er Moreaki Boulders på Sydøen, som for os viser sig at være en af de mest forunderlige oplevelser på New Zealand. Det er ikke andet end 20-25 runde stenkugler i mandshøjde, som ligger i vandkanten. Men hvordan er de opstået og hvordan er de landet der?? Vi har aldrig set noget lignende.

En ny kugle på vej ud af skrænten afslører at de nok kommer derfra. Flere er faldet fra hinanden og vi kan se at de ser ens ud indvendig.

Meget seværdigt og dejligt at vi ikke lige har en forklaring på alt. Google afdækker at der er en geologisk og en religiøs (Maori) forklaring. Og at de findes et sted mere på Nordøen…

Art deco

På østkysten af Nordøen møder vi igen en seværdighed som viser sig større end ventet. Området er som andre steder i New Zealand plaget meget af jordskælv, og i havnebyen Napier blev det meste af byen jævnet med jorden i begyndelsen af 30-erne. Derfor er der i dag ca. 140 bygninger i centrum, der er bygget i samme stilart ”Art deco”. Det er gennemført og med så mange detaljer, at man overraskes.

Længere mod øst i Eastland oplever vi et anderledes og uberørt New Zealand. Det er Maoriland og i modsætning til resten af landets 15% er der her 85% Maorier. At der ikke kommer så mange turister skyldes nok at det er en større omvej fra ”hovedruterne”. Vejene er også færre og mindre.

Indgang til Maori skole

Det er meget tydeligt at her er flere Maorier. Man ser det på kirkerne, skolerne og de offentlige bygninger som alle er præget af Maoriernes tradition for udsmykning med træskærerarbejder. I en af hovedbyerne Opotiki bliver vi i supermarkedet mindet om stemningen i Brugsen i Nuuk, hvor det også er tydeligt at mærke at europæerne er i mindretal.

Vi har rejst længe i New Zealand nu, været i alle ender og vendt mange sten. Vi mærker sjælen af landet og kulturen, som både er præget af stor kærlighed og respekt for naturen og en meget konsekvent tilgang til livet. På landevejen er der stort set kun en hastighedsgrænse og det er 100 km i timen uanset vejens størrelse. På nogle campsites er problemer med alkohol løst ved et ”banned” – dvs. hverken tilladt at nyde eller have i bilen. Her er heller ikke et EU at tage hensyn til og det er meget tydeligt at der gøres en stor indsats for at bevare omsætningen i landet indenfor egne grænser.

New Zealand ligger langt væk fra alt, man er vant til at være sig selv nærmest og det oplever vi helt ned til den enkelte. Det er vores oplevelse. Men de er gode til at passe på naturen, der hvert år glæder 3,5 mio. turister. Der er kun 4,7 mio. New Zealændere…

Vi afslutter nu endnu et eventyr. Om 2 uger starter et nyt, når vi den 27. maj kører ind af porten på Hjørnegården i Jørgensø. Et nyt eventyr med familien, vennerne, hverdagen og arbejdet.

Vi er mere end klar – og vi glæder os.

På gensyn!

Topbilledet er de skønne kuglesten på Moreaki Boulders i morgensol.

Galleriet er billeder fra Mettes mikrounivers