Mexico syd
Lavsæson med regntid og fest
11. oktober
Bregnerne er store i frodige omgivelser. Klik på billedet og se flere billeder.
Vi er i San Christobal i Chiapas provinsen ca. 170 km fra grænsen til Guatemala. Turen hertil er gået fra området omkring Puebla øst for Mexico City til en kulturel festival i en lille bjergby Cuetzalan ved Golfkysten – tilbage til området omkring Puebla – videre over bjergene til Oaxaca (udtales waHAka) på Stillehavekysten og derfra øst og nord op i bjergene igen ved San Christobal.
Det er sæson for tropiske orkaner og da det samtidig er slutningen af regntiden, møder vi ikke mange rejsende ud over på de meget store og kendte steder som f.eks. San Christobal og Oaxaba. Det er faktisk rart når vi møder andre rejsende. Vi har været meget alene og når alle omkring en kun taler spansk, og vi selv kun kan lidt, er det dejligt at få impulser fra andre på engelsk.
Vi kan se på vejene, at det har regnet meget. Der har været og er mange jordskred, og vi har lært, at det ikke er en selvfølge at man kan komme frem, når man rejser på andet end betalingsveje. Og det gjorde vi det meste af vejen fra Oaxaca til San Christobal, da vi valgte den sydlige rute for at undgå at skulle køre tilbage igen over bjergene. Vi blev dog ikke standset af vejret.
Det nye myggenet til bilen er meget nyttigt i det fugtige klima.
En fysisk blokade på en af de større veje tvang os til at køre en anden vej (vi fandt aldrig ud af årsagen). Det viste sig, at vi kom direkte igennem nogle af de meget hårdt ramte landsbyer efter den første jordskælv i august måned. Der var store teltlejre og rigtig mange huse var nu en bunke mursten og i mange grøftekanter var der læsset murbrokker og andet affald af efter oprydningen. Heldigvis så det ud til at der ikke var mange i lejrene mere, men der blev stadig delt nødhjælp ud beskyttet af militæret og måske var blokaden et frustreret opråb om opmærksomhed. Det er ikke til at vide.
Det var en speciel oplevelse at køre igennem dette på vores ”velfærdseventyr”. Heldigvis var der mange huse der ikke var styrtet sammen og vi oplevede mange smil og glade ansigter. Livet går videre, og de har jo brug for de penge vi lægger, når vi rejser i landet. Men vi tog ikke billeder, det kunne vi ikke.
Et par dage tidligere i Oaxaca oplevede vi selv et mindre jordskælv på 4,6 på skalaen de plejer at benytte. Hele bilen gyngede voldsomt i flere sekunder, men der skete ikke yderligere og vi var et sted hvor der ikke kunne falde noget ned i hovedet på os. Vi fik at vide at jordskælv er normalt i området – ofte flere gange om ugen. For os nordboere er det lidt uvirkeligt. Man er virkelig fyldt med afmagt – kan kun håbe at det ikke sker mere.
Klædedragten det hele drejer sig om
Højdepunktet var besøget i Cuetzalan. Vi kom til den lille og regnfulde landsby (6000 indbyggere, 95% indianere) af en lang og snoet vej i bjergene. Den ligger i bare 900 meter, og da vi kom fra omkring 2500 meter, var det også en rejse mod fugtighed, varme og frodighed, som vi ikke har set længe. Og myg – vi er særligt opmærksomme under 1500 meter, der er grænsen for de myg, der kan bære sygdomme.
Byen er kendt for at værne om deres kultur og klædedragt, og hvert år holdes der d. 4 oktober i forbindelse med den katolske fejring af Frans af Assisis en fest for kaffehøsten og deres traditionelle klædedragt huipilen (kvindens skjortebluse – se billederne). En god samling af begivenheder og anledning til en fest, der i den grad samlede hele byen og gav os en virkelig autentisk oplevelse.
Mette i “Huipil”
Vi havde indlogeret os i bilen på et lille hotel, som vi vidste forvejen var aktive i tekstil håndværket. Og da vi ankom dagen før, var hele huset på den anden ende i forberedelsen af deres deltagelse i festlighederne. Der blev kogt mad til den store guldmedalje.
På dagen gik vi ned i den lille by i styrtende regnvejr med vandet strømmende omkring fødderne i sandalerne. Men festen var i gang uden skelen til vejret. Sombreroerne havde fået regnfrakke på og de centrale pladser, gader og stræder var overdækket med presenninger. Da vi ankommer ved halvellevetiden er de allerede i gang med kåring af årets klædedragt. Vi fornemmer hurtigt at det er meget traditionsbundet – plejerbogen er tyk, hvilket vi senere bliver bekræftet i på museet i kulturhuset. Essensen er (tror vi) at kvinden med den smukkeste (håndværk, udstråling, mange parametre) klædedragt kåres til dronning og retten til at bære en sort kjole. Og så være hovedfigur næste år.
Regntid og festtid
Ved siden af dette opfører de såkaldte ”Voladores” traditionelle danse Quetze (som for os er meget anderledes) og de gennemfører et gammelt ritual: Med reb knyttet om det ene ben kaster 4 mænd sig baglæns ud fra toppe af en 32 meter høj mast. Derefter drejer de 4 tilsammen 52 gange rundt om masten mens rebet snoes op og de til sidst lander på jorden igen. Det er oprindeligt nogle meget gamle indianske ceremonier, som i dag gennemføres ved særlige lejligheder og nogle steder også som optræden for turister.
Samtidig med alt dette var der messe i kirken, som – måske pga. regnen – også blev brugt til nogle af dansene. Og overalt i gaderne var der boder med lokale specialiteter, tekstiler og ikke mindst kaffe, som jo også er en del af festen.
Vi oplever at blive en del af en kæmpefest med et engagement fra ung som gammel i byen. Da vi stikker hovedet ind i kulturhuset for at se museet på første sal, trækker vagten os ind i samlingssalen, som vist danner ramme for bespisningen af de mange involverede. Vi er meget velkomne og får oksesteg, ris og bønner på lige fod med alle andre.
Sikke en fest!
Dagen efter kører vi videre mod nye mål. Pigen, der ordnede vasketøjet, havde ikke nået at få det helt tørt i regnen fra morgenstunden og vi benytter lejligheden til at nyde endnu en fantastisk kop varm chokolade inden afgang.
Mette på fotosafari i Oaxaca.
I Oaxaca gør vi igen stop i nogle dage. Vi følger efterhånden et tekstilspor, og opsøger de museer, der kan vise noget spændende omkring dette. Oaxaca er særlig interessant i forhold til mange typer kunsthåndværk idet man har udviklet det som en vigtig indtægtskilde som tillæg til et vanskeligt landbrug. Vi kunne ikke helt holde os i skindet, men der er langt hjem endnu og vi har allerede en del sager vi flytter rundt med i bilen.
I San Christobal skulle vi også se flere tekstiler i den smukke kolonitidsby. Men det viser sig at museet er lukket ligesom flere af de gamle bygninger. Vi har set det andre steder og tror at det er eftervirkninger fra jordskælvene, der er årsagen. Bygningerne må skulle sikres inden de tages i brug igen.
Efter nogle dage kører vi videre til grænsen og ind i Guatemala.
Vores skytsengle: Gud, Allah og Folkevogn – samt vores 3 døtre ved Astrids hæklede pingvin
Vi er inde i en fase af rejsen, som kræver en del planlægning, og det forsøger vi at få styr på undervejs. Vi har ikke helt får styr på forsikringerne i Guatemala og de øvrige stater, men det håber vi at vi får. Til gengæld har vi booket transport af bilen til Columbia. Den skal afleveres senest d. 8. november i Panama City og så får vi den igen ca. d. 14. november i Columbia. Heldet har været med os – vi har fundet en rejsepartner fra Argentina, som vi kan dele en 40 fods container med. Udover en stor besparelse er det også en sproglig gevinst for os, da vi jo ikke er så stærke i det spanske og vi kan ikke forvente at told og havnevæsen er stærke i engelsk.
Kursen er sat mod Buenos Aires, hvor vi den 23. december tager vores ældste datter Marie med ombord i de sidste 3 uger på vej mod målet i Ushuaia i Patagonien i midten af januar.
Vi håber vores skytsengle er med os – vi glæder os!
***
Topbilledet er fra Monte Alban i Oaxaca. Et tempel, der er bygget mellem 5-600 før kristus til 7-800 efter kristus. Hele fladen på toppen af bjerget er udjævnet med håndkraft.
Galleriet er eksempler på “mole” – et imponerende kunsthåndværk i tekstil. Flere stykker tekstil i forskellig farve lægges ovenpå hinanden hvorefter der klippes op og sys i de forskellige lag, så der opstår mønstre i forskellige farver. Benyttes bl.a. til udsmykning af tøj. Klik evt. på billederne og se detaljen. Fra tekstilmuseet i Oaxaca
