Mexico – Baja California

Hola!

22. september

(Ingen billeder denne gang / no pictures this time)

La escuela…

– siger de her som en del af en uendelighed af høflige fraser, der hører til det spanske sprog. Vi er blevet sat godt ind i dem i den uge vi har gået i skole og boet hos en lokal vært. Vi boede der sammen med 2 meget rutinerede elever fra San Diego lige nord for grænsen i USA, som begge havde undervisningserfaring i spansk. De var der for at lære finurlighederne – vi var der for at lære det hele! Eller det vi nu kunne få ind på de 25 timer, vi havde til rådighed. De er nu godt brugt og vi må se, hvor meget vi kan bruge det. Det er ikke nemt at lære et nyt sprog fra bunden. Vi sender respektfulde tanker til de mange flygtninge der lynhurtigt lærer det danske sprog, når de kommer til Danmark.

Men lidt har vi lært og det har været en god investering.

Spanskundervisning og service på bilen har krævet en del stilstand de sidste par uger. Men vi synes også at de første par måneder i Canada og USA har været nærmest ren paradekørsel og fyldt med smukke og skønne oplevelser, så det må vel være rimeligt nok, at vi skal kæmpe lidt også.

Landesorg efter jordskælvet i Mexico City

Vi havde valgt at få bilen serviceret på et værksted og i et område, der måske er et af de få steder i verden, hvor der er valgmuligheder i både ekspertice og adgangen til reservedele. Indrømmet – vi har benyttet os af det og få lavet ting, som ellers er svære at få lavet andre steder. Vel vidende at det måske godt kunne holde turen hjem. Så det tog lidt ekstra tid – til gengæld har vi fået skiftet en del af de sliddele i styrtøjet, som var lidt medtaget efter rejsen jorden rundt. Vi lærte i Labrador, at grusvejene slider. Og der er 5-10 gange så mange længere fremme på rejsen.

Vi kom sent på landevejen efter service en fredag eftermiddag og til en weekend, hvor amerikanerne stadig tager på camping og belægger campingpladserne. Der er kamp om pladserne og lørdag aften blev vi faktisk hjemløse. Der var ikke plads nogle steder og vi måtte slå os til tåls med en døgnbemandet benzintank. Der var ok, men oplevelsen af at være uønsket er ikke rar. I Canada var det et princip på State Parks, at man ikke sagde nej til nogen. Det var altid muligt at få lov til at overnatte på et ”day-use area”, hvis der var fyldt op. Vi kom igen til at tænke på de flygtninge, der rejser rundt uden noget sted at være. Sammenligningen er urimelig, men det er sundt nok at blive mindet om værdien af at være ønsket og have et sted hvor man må være.

Frida Kahlo i butiksvindue i Ensenada

Med dette i baghovedet vil man forstå, hvor skønt det var søndag eftermiddag at køre ind på en lille, ældre og næsten tom campingplads syd for Ensenada i Mexcio. Svag lun brise, ingen insekter og vanvittig billig. Vi benyttede muligheden til at restituere med en lørdagsfilm (vi har DVD-er med, så vi kan se film om lørdagen (bare for at der skal vi lidt forskel på dagene)). Det blev passende filmen om den mexicanske kunstner Frida Kahlo, der levede i første halvdel af sidste århundrede. Godt tema at starte rejsen i Mexico på.

Det gik nemt at komme ind i Mexico for os begge. Men bilen var ikke nem og i skrivende stund er den ikke kommet rigtigt ind. I Mexico skal man betale en lille skat for at få bilen ind og der skal lægges et depositum som tilbagebetales, når man kører ud igen. De har lavet IT system til at administrere det. Men ak – det er tilpasset til canadiske og amerikanske biler. Da vi ankommer en søndag morgen til en lille grænseovergang, kan den gode mand der skal hjælpe os igennem, ikke finde ud af at få vores europæiske stelnummer ind i systemet. Og da der ingen er at få fat på til at hjælpe ham, ender det med at han beder os om at komme tilbage en anden dag. Ok – det er kun en ekstratur på 2-300 km, men hvad betyder det. Vi er jo på ”roadtrip”.

Palmesus i dagligstuen

I ugen mens vi har været på kursus, har vi så gået og tænkt over, hvordan vi bedst rejste videre. Enden blev at vi kørte tilbage til en større grænseovergang i Tijuana inden vi kører ned i Mexico. Det gør vi så fredag eftermiddag. Tijuana er dog en pænt stor by, og vi bliver mindet om hvad der venter os forude. Det er ikke USA længere – det er Mexico med alt hvad det indebærer. Herunder at GPS-en ikke stemmer overens med virkeligheden. Vi vælger at følge virkeligheden og slummer os lidt til vejen. Vi er derfor først fremme ved 5 –tiden til kontoret, der skal registrere os. Der går 10 minutter og det er vores tur. Efter yderligere 10 minutter kommer svaret igen: de kan ikke få vores bil ind i systemet. Og supervisoren der kan gøre det svarer ikke telefonen og er ikke til rådighed. Præcis som i søndags. Og så kom meldingen igen – kan vi mon vente til i morgen:-)

Vi vælger at snakke os til en parkering for natten på stedet og under vagtens beskyttelse. Og så være klar igen kl. 8 lørdag morgen.

Sådan er det også at rejse. Vi bliver mindet om, at det er mere end et nyt land, vi er rejst ind i. Det er et nyt kapitel i vores rejse. Kompleksiteten stiger nu med mere bureaukrati, sprogproblemer og i det hele taget meget mere hurlumhej og uordnede forhold, end vi er vant til.

Til dette hører, at vi i de kommende måneder skal krydse adskillige grænseovergange i Centralamerika, finde løsninger på forsikringer vi ikke kender endnu, have fundet transport af bilen fra Panama til Columbia og ikke mindst finde ud af om og hvor meget de store jordskælv i Mexico syd kommer til at betyde for vores rejse. Relevante netværk på facebook er en uvurderlig ressource i den sammenhæng, men de giver kun inspiration. Forhandlingen og beslutningen er vores egen.

Eventyret har fået endnu en dimension. Vi er spændt på hvad de kommende uger vi bringe os.