Labrador Highway

Alene i ødemarken

3. August (opdateret 11. August)
Klik her for at se billeder

Labrador Highway er strækningen fra færgehavnen Blanc Sablanc (fra New Foundland) i øst vej 510 til Goose Bay, videre til Churchill Falls og Labrador City af vej 500 som går over i vej 389 i Quebec afsluttende ved kystvejen langs St. Laurent fjorden i byen Baie Comeau. En strækning på ca. 1600 km i ubeboet terræn kun afbrudt af enkelte benzintanke og en række lokalsamfund, der er anlagt til minedrift og gigantiske vandkraftværker.

Goose Bay er den største by i Labrador med 7500 indbyggere (ud af 30.000 i hele Labrador). Vigtigste aktivitet i byen er jagt og fiskeri. Det foregår fra camps i vildmarken, som velhavende jægere og lystfiskere bliver fløjet eller sejlet ud til. Goose Bay er desuden områdets største flyveplads, som under 2. Verdenskrig var en vigtig mellemlandingslufthavn mellem Europa og Amerika.

Fra 3/8:
Søndag aften (30/8) tog vi færgen til Labrador. Vi ankom i tæt tåge kl. 22.00 og kørte i mørke ind på den første og bedste overnatningsmulighed uden at vide, hvad der gemte sig i mørket. Næste morgen viste det sig at vi var på en skøn plads med udsigt til havet 180 grader og ved skiltet, der markerede grænsen til Labrador. Heldigt. Det var første fricamp på turen, det er altid lidt spændende, man skal lige i gang.

Det er nu torsdag aften og vi overnatter ved et kæmpestort vandkraftværk Manic Cinq. Vi er tilbage på asfalt og har gennemført den lange tur over Labrador Highway på 1600 km hvor godt halvdelen er på ikke asfalterede veje. De første 600 km-frem til Goose Bay- var på små sten. Dernæst en flot asfalteret hovedvej til Labrador City. Da vi kommer ind i Quebec mærker man hurtigt at vejen til Labrador er lavt prioriteret. Den skiftede mellem dårlig asfalt og fastkørt jord – sammenlagt ca. 350 km.

At køre turen er i sig selv uproblematisk i en lidt høj 4 WW. For os er udfordringen, at det er enormt øde, samtidig med at der er meget langt mellem benzintankene. Den længste strækning var 400 km – kun lige akkurat det vi under normale forhold kan klare på en tank benzin. Reservedunkene skal regnes med. Og vi kører jo trods alt i en 27 år gammel bil, som nogle gange skal stryges med hårene. Risikoen for fejl er større i hårdt terræn og hvad gør vi når der ikke er nogen hjælp at hente?

Vi har dog satellittelefon med, så hvis alt andet er ude, kan vi ringe efter en livline. Men det er på ingen måde ønskeligt, det er besværligt og meget kostbart. (Man kunne også have lånet en sattelittelefon- der er ingen mobildækning)

Bilen har indtil nu kørt som en drøm, det gjorde den også den første halvdel af den øde strækning. Herefter begyndte den at køre meget ujævnt i motoren, satte ud og den var svær at starte igen ved pauser. Vi besluttede derfor at køre de sidste 400 km igennem til Goose Bay. Tanken om ikke at kunne starte bilen igen et sted i ødemarken pinte os. Det var en lang og nervepirrende tur.

Vi forsøgte selvfølgelig at finde ud hvad der var galt og efter konsultation i den medbragte værkstedsmanual, konkluderede vi, at der nok var kommet støv i systemet et sted som forstyrrede motorens drift. Men vi kunne, som andre gange, ikke gøre så meget selv, her skal vi have fagfolk til hjælp.

I Goose Bay fik vi den lokale mekaniker til at kigge med. Kun mester havde set motoren før, og efter at have prøvet alt det, vi i fællesskab kunne komme på, var der IKKE en løsning. Netværket i Goose Bay blev sat i gang, og heldigvis viste det sig at den ene af de 2 personer i byen, der måske vidste noget, netop var kommet retur fra laksefiskeri. Samtidig havde jeg fat i en livline i Danmark (tak Søren) og alt pegede på, at der var kommet skidt i tomgangsventilen. Laksefiskeren mente det samme, og han tryllede en erstatning frem fra en Golf, han havde liggende. Vi satte den i – det havde en effekt, men løste ikke problemet helt. Mandagen var ved at være gået, og vi besluttede at overnatte i nærheden af byen og se hvordan det gik næste dag. Men der er ikke nogen på disse kanter, der kan finde en bedre løsning,  en ny reservedel vil tage lang tid at få frem, vi ved ikke om det er løsningen.

Vi blev derfor enige om at bilen kørte godt nok til at komme videre ved egen kraft og til et værksted med rette kompetencer længere syd på.

Her er det så, de hyggelige samtaler med ligesindede VW ejer kommer ind. Gennem disse havde vi allerede fået nogle kontakter og i løbet af 1 times tid havde vi gennem opslag i den candiske VW Westphalia gruppe på Facebook og en enkelt email fået en komplet liste over mere end en håndfuld relevante værksteder, der både kan hjælpe os og har delene til det.

Med følelsen af at have fået styr på situationen kørte vi videre onsdag (2/8) middag. Bilen kørte fornuftig den første halve time hvorefter den begyndte at sætte ud igen periodisk. Vi var jo taget afsted, så der var kun en vej fremad og det eneste vi ikke ville var at standse i ødemarken og risikere at vi ikke kunne starte igen. Første stop – og næste benzintank – var 280 km længere fremme. Kort inden vi ankommer, er det som om motoren sætter ud igen. Men det stopper pludseligt og derefter kører den normalt og tomgangsomdrejningerne er igen fuldstændig som de skal være.

Vi fortsatte syd på så godt vi kunne og levede med at bilen i perioder kørte rigtig skidt. Hele turen over Labrador Highway blev lidt mere nervepirrende end ønsket, men vi fik oplevet ødemarken på godt og ondt, omend vi under andre omstændigheder nok havde gjort lidt flere stop undervejs og f.eks. overnattet derude. Der var meget smukt – se billederne.

**

Efterfølgende kom vi sidste weekend frem til vores ven Jean-Luc i Quebec, som vi kørte sammen med for 10 år siden i Mexico og Guatemala. Han er rådgiver og specialist for en gruppe mekanikere ved det lokale busselskab og efter nogle timers fejlsøgning fandt vi en ledning til temperaturføleren, som var blevet slidt mod en skarp kant under kørsel i det hårde terræn. Når den kortsluttede virkede indsprøjtningen til motoren ikke som den skulle, og det var problemet. Vi har kørte 3-4 dage siden nu og problemet er løst. Dejligt.

Udfordringer der skal løses undervejs er en del af eventyret og oplevelsen. Det skal man huske.
Og vi var jo på intet tidspunkt i fare.