Helt ud i hampen
Altid noget i hånden
Håndværket med at lave hampfibre til stof mestres stadig i Vietnam. Det er en del af dagligdagen for nogle af minoriteterne i det nordlige Vietnam. Mange, mange kvinder har et bundt fibre bundet omkring livet, og medens de f.eks. går, klargør de samtidig fibrene til at blive spundet. Klargøringen består af at fibrene findeles og bliver bundet sammen med en særlig knude. Vi ser dette ske overalt, hvor der er kvinder.
Jeg er helt høj over at det stadig findes, og vildt urolig for hvornår det mon forsvinder. Urolig for om der mon er nogen der får dokumenteret hvordan de sår, planter, passer og høster planterne.
Om der bliver lavet videnskabelige undersøgelser på om der er forskel på planterne/fibrene/slidstyrke osv. på de forskellige planter i de forskellige områder. Men indrømmet jeg er allermest bekymret for, hvordan kvindernes viden om forarbejdning af fibrene fra planter til stof, bliver dokumenteret.
Her får I mine iagttagelser fra turen til Ha Giang.
Hamp i køkkenhaven
Hamp dyrkes på små marker og på jordlodder der er mindre end 1 m2.
De minoriteter der traditionelt har brugt hamp til tekstiler, har en særlig tilladelse til at dyrke det. For alle andre er det strengt forbudt.
Når planterne efter høsten er tørret er de klar til at begynde processen mod stof. Først bliver fibrene pilles af med fingrene, det er bedst hvis det sker i hele plantens længde. (Vi hørte ikke om at planterne blev rødnet, en slags forrådnelsesproces, som man tidligere har brugt i Danmark.)
Når det er sket bliver fibrene samlet i ret store bundter. De bliver stampet i en stor morter.
Spinding
Nu er de klar til det store arbejde med at dele og binde fibrene sammen til “Nøgler”. “Nøglerne” som på forunderlig vis nu er blevet til fed, bliver gjort våde, og så er de klar til at blive spundet til garn. De spinder med 4 fed af gangen. På et spinderedskab jeg aldrig har set magen til. Se det på den lille film i billedgalleriet.
Efter garnet er spundet, skal det strækkes. Det foregår på kæmpestore garnvinder. De står mange steder fx. I kanten af marken helt ud til vejen eller foran indgangen til en skole.
Nu er garnet klar til at blive bleget, det foregår i store runde ret flade metalkar. Blegningen foregår under åben ild, i en blanding af kogende vand og aske. Det bliver efterfølgende vasket.
Hvis garnet skal farves, sker det med bark, svampe, rødder eller blade fra naturen. Naturmaterialerne koges op med vand og garnet kommes i.
Lændevævning
Væven kvinderne bruger, er en slags lændevæv. Når de skal lave et skifte på væven, bruger de højre fod og en løkke som er monteret på væven. De væver i lærredsbinding. Stoffet bliver derefter rullet under en kæmpestor sten, hvor der står en kvinde oven på. Det bliver glat og blankt.
Vævebredden er kun 30-50 cm. Derfor er tøjet syet sammen af flere bredder stof.
Stoffet bliver dekoreret på mange forskellige måder afhængig af hvilken minoritet. Nogle broderer med korssting andre med mange forskellige andre sting. De broderier, jeg har taget billeder af, er fra Lolo-folket. Lolo-folket har også applikationer på deres tøj.
Batik.
Rigtig mange minoriteter laver også batik som dekoration. De laver mønstre på stoffet med bivoks. Mønstrene er typisk noget fra deres hverdag -solen, risen, markerne osv. Efter voksbemalingen dyppes stoffet i et farvebad med indigo. Indigo kan farve uden at vandet opvarmes. Når stoffet igen er tørt, fjernes bivoksen og det lyse træder frem.
Kvinden der arbejder med batik på billederne tjener 15. kr. per meter stof hun maler. Det tager ca. 6 år at lave den dragt, hun har på.
Hamp- det er fremtidens materiale til at lave tekstiler af. Der skal bruges virkelig meget mindre vand og plads på marken, udbyttet pr. m² er højere i forhold til fremstilling af bomuld, ingen brug af pesticider og hamp er resistent overfor skadedyr. Det kan dyrkes mange flere steder i verden, Danmark for eksempel. Det er på alle måder en gevinst for miljøet.
Tak fordi du læste med – jeg håber på flere oplevelser med hamp i den nærmeste fremtid.
