Halifax og Nova Scotia

23. juli 2017 / Jørgen

Så kom vi afsted!

Canada, Nova Scotia og Cape Breton Klik på billedet og ser flere billeder

Efter ikke mindre end 3 gange afsked hjemme på gården, på Odense Banegård og i lufthavnen, fløj vi lørdag d. 15. Juli via Island til Halifax i den østcanadiske provins Nova Scotia. Som navnet antyder er der et slægtskab til Skotland, det er historisk og har noget med den korte afstand over Atlanten at gøre. Her er mange skotske stednavne ligesom musikken der spilles her har rødder i det skotsk/irske.

Den korte afstand er også årsagen til vores valg af startpunkt. Vi ønsker at transportere bilen så kort som muligt med skib, det er både billigst og ”mest rigtigt” når vi nu ikke kan køre hele vejen.

En lille lejet bil og indlogering i det billigste Aibnb vi kunne finde er vores første udgangspunkt for rejsen. Det er meget billigt at leje bil i Canada og USA. Lufthavnsbussen kunne ikke konkurrere, når vi var 2. Og så var det nemmere at komme rundt og ordne alt det praktiske i forbindelse med bilen.

Halifax gemt bag træer

Vi brugte det første af søndagen til at orientere os om mandagens vigtigste opgave: At få bilen ud af havnen og få en forsikring. Frygten var, at vi ikke kunne få bilen ud uden forsikring, og under alle omstændigheder gjorde vi os mange tanker om alternative løsninger, hvis ikke vi kunne køre i bilen. Vi var fast besluttede på ikke at køre uden den lovpligtige ansvarsforsikring.

Heldigvis var der også tid til sightseeing i Halifax. Vi blev dog hurtigt færdige med byen og kørte en tur ud af byen for at indtage de første indtryk af Canadas natur. Det allerførste indtryk er træer. De er overalt og i et antal så man ikke kan se hvad der gemmer sig bag. Man kan hurtigt føle sig alene.

Peggys Cove i turister og havgus

Det var vi dog ikke. Turen gik til Peggys Cove – et fyrtårn sydøst for Halifax, som alle turister valfarter til – incl. os. Men smukt var det i havgus.

Udtjekning af bilen indebærer et besøg hos shippingagenten for at få udleveret de nødvendige papirer til told og udlevering i havnen. Dernæst besøg i tolden for at få et stempel og svare på de obligatoriske spørgsmål. Og til sidste ned i havnen og få bilen udleveret. Det hele var klaret i løbet af få timer – og så stod vi på en parkeringsplads på havnen med vores bil uden forsikring og udlejningsbil, der skulle afleveres … hmm?

Vores agent i New York, som faktisk havde solgt os en forsikring, havde nærmest givet op, og vi havde selv prøvet andre løsninger, der heller ikke lykkedes. Så vi gav den et sidste forsøg lokalt – googlede en forsikringsagent, valgte den der så ud til at være bedst og mødte op på adressen, der viste sig at være et lille kontor med mørkebrune kontormøbler, tykke gulvtæpper og skranke. Efter lidt snak og ”det tror jeg ikke vi kan”, så fik vores engel Beth alligevel fat i en ende i sit netværk, der kunne tilbyde op til 90 dage. Vi fulgte snakken på telefonen, og kunne i løbet af 20 minutter høre hvordan vi kom tættere og tættere på målet. Fantastisk.

Glædeligt gensyn i Halifax

Hele øvelsen endte med at vi gik på gaden for at hæve kontanter og først på eftermiddagen stod vi ved vores bil med forsikring til 60 dage i Canada og USA (vi behøvede kun 60 og valgte at spare lidt).

Turen kunne starte. Vi kørte i kortege mod lufthavnen og afleverede udlejningsbilen hvorefter vi kørte til en campingplads nord for lufthavnen. Bare en halv time og vi var helt ude i en den øde vildmark, som vi skal langt op i Sverige for at opleve.

Canadisk camping betyder et picnicbord, en bålplads og på de store pladser i skovene også en ret stor lysning i skoven, som man har for sig selv. Og som regel på første parket til en sø eller en flod. Det er lige os, det var jo det vi kom efter!

På samme plads tjekker vi ind sammen med en ligesindet fra British Columbia, der var afsted på 3. måned. Han have været i det meste af Canada og nævner New Foundland som et fyrtårn over alt andet. Det blev bestemmende for vores valg af rute. Efter Nova Scotia sejler vi til New Foundland (7 timer i samme stil som Norgesbåden) og det er vores tanke at fortsætte via Labrador til Quebec provinsen og ned til Quebec City, hvor vi skal mødes med en gammel bekendt fra sidste rejse. Der er ikke veje på kortet, men når vi spørger os frem, får vi indtryk af, at det er muligt med det rette udstyr og indstilling.

De følgende dage er vi så kørt nordover til Cape Breton, som er den første nationalpark vi møder. Undervejs har vi stille og roligt pakket bilen ud og fundet ud af at Mette har meget garn med i mange farver ligesom Jørgen har meget gaffatape med i mange farver. Ved ikke hvad vi har tænkt på da vi pakkede – men man skal jo ikke gå ned på forkerte farver.

Vi finder også ud af hvordan bilen kan klare de canadiske veje. De er meget store og gode (også de små), men af og til er der meget lange stigninger, og her må vi tage krybesporet sammen med lastbilerne (hvis der er nogen, for vi er mest alene). Men det går – bilen klarer strabadserne som den skal og vi har i skrivende stund rundet 1200 km.

I skrivende stund er vi landet på New Foundland og ved at gøre klar til denne del. Der bydes på både hvaler, søpapegøjer, isbjerge og elge. Vi må se hvor meget vi får med. Højdepunktet for os bliver et besøg på rekonstruktionen af den vikingeborg Leif den Lykkelige efterlod, da han forlod Amerika efter at have været den første Europæer på kontinentet omkring år 1000. Det ligger længst mod nord og vi glæder os.

Galleriet nedenfor er stemningsbilleder fra Nova Scotia, som Mette har fanget. Hummerfiskeri er meget stort her og der er tusindvis af hummerkasser i alle havne.