Ecuador & Peru

Transit

8 december

Vi overnatter PÅ ækvator. Klik og se flere billeder.

At køre transit betyder for os, at vi kører den korteste og hurtigste vej ligesom vi kører forholdsvis hurtigt. Vi gør det, når vi skal nå et eller andet til en bestemt tid. Ved starten regner vi ud hvor langt der er og sigter efter målet ved et køre et gennemsnitligt antal km hver dag, vi har til rådighed. Aktuelt er pejlingen ca. 220 km om dagen. Vi skal hente Marie i Buenos Aires lige inden jul. 220 km lyder ikke af meget, men i bjergene kan det nemt være 6-8 timers kørsel.

Transit behøver ikke at være kedeligt. Først og fremmest følger vi Pan American Highway næsten slavisk, det er den rute vi har valgt at rejse. I Ecuador og Peru følger vi den meget slavisk – vejene er endda navngivet som sådan. Vi forsøger at opleve noget undervejs og finde de gode overnatningspladser.

Ecuador i 3800 m

Ecuador er højland og for første gang på denne tur prøver vi rigtigt kræfter med højden. Vi er oppe i 3800 meter nogle gange og flere steder overnatter vi over 3000 meter. Vi mærker det på vejrtrækningen og specielt i dagene efter lidt sygdom, der lagde os begge stille i et par dage, var vi afkræftede og kunne virkeligt mærke, at vi manglede kræfter til at stå imod højden.

Den gamle dame er også mærket, når vi runder 3000 meter (sikkert også før). Trykket er anderledes og det må bl.a. påvirke følerne i motoren, som regulerer benzinen. Det bevirker at der er færre kræfter at gøre godt med så vi skal bruge gearene betydeligt mere, når det går op ad bakke. Når vi er i det, tænker vi, om hun er blevet for gammel.  Det var en velsignelse at komme ned til kysten og mærke hvordan hun også kan køre. De sidste dage i Peru kørte vi op og ned i Perus ørken mellem 0 og 1300 meter og her går det som en drøm.

Kakaofrugt og bønner.

Vi har flyttet os ca. 3500 km næsten stik syd og vi bemærker hvordan afgrøderne på markerne gradvis skifter efterhånden som klimaet (og højden) skifter. I Ecuadors højland var det næsten almindelige afgrøder som vi kender det fra Danmark. Bl.a. kunne vi købe lækre mejeriprodukter, som vi ikke har fået længe. Mod syd og længere nede var det især kakaobønner og bananer, som vi aldrig har set i så store mængder før.  I Peru skifter det igen til de afgrøder vi har set meget af i Mexico som bl.a. majs og ris. I Peru nyder vi også utroligt velsmagende jordbærJ

Det var en kontrast at komme fra Colombia til det mere velhavende og ordentlige Ecuador. Ligeså kontrastfyldt var det at køre ind i Peru og en masse forvirring. Det var en lille grænseovergang og der var ikke al det ståhej, som der ofte er. Ej heller pengeveksling eller benzintanke. Da vi efter  et stykke tid på landevejen endelig kommer til en tankstation, tager de ikke kreditkort. Vi køber lidt til overpris i US-dollar og tænker at der kommer en inden længe. Men inden da kommer vi til en betalingsbom – som ikke tager kreditkort. Og heller ikke US dollar. Det ender med at vi igen må veksle til overkurs ved en kiksesælger, så vi kan komme igennem. De følgende timer bruger vi på at trawle en lille by igennem efter en pengeautomat med 100.000 motorcykeltaxaer susende omkring ørene.

Et lille billede af hvordan skiftet af land ofte giver lidt ekstra panik og forvirring indtil man haft fundet ud af hvordan det hele virker.

Forbeholdt lastbiler. Her måtte vi ikke køre..

Der er en del kontrolposter i de fleste lande, men vi bliver oftest vinket igennem. I Peru lykkedes det for os overse et skilt vi ikke forstod og køre ind på en vej, der ikke var for os. Det så politiet og de fik deres chance for ekstra lommepenge. Det starter med en lang forklaring hvor de overbeviser en om at man har gjort noget galt. Og så viser de en bog med en masse takster og de fortæller hvor besværligt det er at betale. For så efter mange omveje ende de med at sige, at man også kan slippe lidt billigere….i dette tilfælde endte det med et beløb vi ikke havde – hvorefter han gudhjælpemig spurgte hvor meget vi kunne betale!! Vi har mødt metoden i Nicaragua og Peru – måske de har gået i samme skole. Vi kunne selvfølgelig bare vælge den besværlig model. Men efter den lange proces ved siden af landevejen bliver man mør, og tænker mest på at komme videre. Og besparelsen var da også til at mærke. Med det er ufint og passer ikke til vores temperament.

Når det så er sagt, så har vi ikke oplevet ret meget korruption på denne rejse. Landene vi rejser i er blevet bedre.

Velbevaret mumie (siddende) efter 2000 år i tør ørken.

Pan American Highway i Peru er 2400 km langs stillehavskysten. På denne årstid er det meget tørt hele vejen. Men i nord er det tydeligt at vejrfænomenet El Nino har haft fat i foråret. Oversvømmelser har ødelagt veje og broer og i nogle af byerne er gaderne stadig fuldstændigt ødelagte. Imod syd bliver det mere og mere tørt og mere og mere knastør ørken uden nogen former for liv. Billederne taler for sig selv. Barskt og smukt.

Vi kender Peru for Inkariget, som havde sit hovedsæde oppe i bjergene i Cusco i det sydlige Peru. Men der er meget historie før inkaerne, som blot var de stærkeste i perioden op til spanierne i 14 hundredetallet med magt tog styringen af hele regionen. Vi taler om hvordan det mon ville have været, hvis ikke spanierne havde været her?

Garn fra fortiden. 2500 år gammelt.

Før inkaerne var der en række højtudviklede kulturer, som man bl.a. kan opleve sporene efter flere steder på Perus kyst. De byggede store bygningsværker (bl.a. pyramider) og havde store og stærke færdigheder indenfor bl.a. håndværk og medicin. Vi oplever et par af dem i ruinbyen Chan Chan ved Trujillo i nord og ved Paracas syd for Lima. Nogle fælles træk er at El Nino har været et kendt fænomen man har levet med og indrettet sit liv efter altid, ligesom afskeden med de døde skete som mumier, som i nogle tilfælde blev taget frem til gensyn hvert eneste år. I den tørre ørken i syd, hvor der stort set ikke kommer vand, er mumierne i stort tal så vel bevarede, at både skind, hår og tekstiler stadig kan ses selvom de er 5000 år gamle. Vi finder efterfølgende ud af at der er endnu flere af disse kulturer i Chile, de findes på hele stillehavskysten.

En af de store fornøjelser ved at rejse er at opleve ting, der er så forskelligt og anderledes end det vi kommer fra. Især fortiden før kontakten mellem folk er spændende. Der er ligheder og store forskelle, som man kan undres over. Og der er da egentlig ikke meget potentiale og udvikling i, at vi alle sammen efterhånden taler det samme sprog og gør de samme ting. Der er vi heldigvis ikke endnu.

I skrivende stund har vi sluppet Peru og en fantastisk smuk – og lang – rejse gennem ørkenen. Vi har åbnet bøgerne til Chile og Argentina og vi glæder os over, at der er endnu mere smuk natur at komme efter i de kommende måneder.

Men først skal vi til Buenos Aires og hente Marie.

Topbilledet er Pan American Highway i det sydlige Peru.