Chile

Vi glemmer sent 2. søndag i advent

16 december

Ugle i ørkenen. Click for more pictures.

Chile har den stærkeste økonomi og måske det mest ordnede samfund i Sydamerika, hvis det da kan måles. Det bemærker vi allerede ved grænsen, hvor emigration og told fra Peru og Chile sidder i samme kontor i samme bygning. Passet afleveres til udcheckning i Peru i den ene luge, og mens vi flytter sig til den næste, sendes passet videre til indcheckning i Chile bag lugen. Tænkt ud fra de rejsendes behov – simpelt og effektivt. Og hurtigt. Vi erfarer senere at samme metodik anvendes mellem Chile og Argentina.

Med ordentligheden følger også strenge regler om import af frugt og grønt. Kontrollen er berygtet blandt rejsende, men vi var forberedt og slap nådigt. Det er lidt irriterende – man mister altid et eller andet. Senere på rejsen skal vi krydse mellem Argentina og Chile mange gange for at følge vejen. Vi ser frem mod dette med gru.

Chiles stærke økonomi mærkes også hurtigt. Priser og forhåbentlig også lønningerne er noget højere i Chile end i Peru, vi sammenligner niveauet med Danmark. Vel vidende at vi nok bliver overrasket, når vi engang sætter benene på dansk jord igen.

Men ellers fortsætter ørkenen med endnu større styrke end hidtil. Da vi får læst lidt på lektien finder vi ud af, at verdens tørreste ørken er lige her, hvor vi rejser. Vi kan bekræfte at det er tørt. Vi får problemer med støv og lys i øjnene og må for første gang for alvor beskytte os med lange ærmer og solcreme.

Hår.

Det tørre klima er også årsag til, at der også i det nordlige Chile findes mange velbevarede mumier, der er flere tusinde år gamle. I Arica, tæt ved grænsen til Peru, blev der i 2004 i forbindelse med bygningen af et nyt hotel fundet et stort gravområde med de jordiske rester af 20-30 voksne og børn, der menes at kunne være de første på det amerikanske kontinent. De kan ikke flyttes og vi kunne derfor se dem, der hvor de blev fundet. Vi tænker, at det må være dem genforskeren Eske Willerslev taler om, når han henviser til at der ”også er noget i Chile” i forbindelse med bevisførelsen for hvem der var de første mennesker på det amerikanske kontinent. Og endnu engang kan vi konstatere at der igen er sammenfald med det vi har oplevet tidligere. Denne gang i Montana og New Foundland.

Spøgelsesbyen Humberstone

Chile har en lang historie som leverandør af mineraler til hele verden. Efterspørgslen kommer og går med den teknologiske udvikling og hele byer nedlægges med kort varsel. Også disse står velbevarede tilbage som spøgelsesbyer i det ekstremt tørre og varme klima. Vi kommer forbi en producent af Chilesalpeter, som lukkede i 1960 og beslutter at se den. Vi regnede det som et hurtigt besøg, men der var så meget sjovt at kigge på, at vi var der i flere timer. Det hele står som det var i 1960 (og tidligere) med boliger, skoler, teater, swimmingpool, hotel og selvfølgelig alle værkstederne og selve produktionen. Der var mange skoleelever på besøg den dag. Det er en vigtig del af Chiles historie.

Højdepunktet igennem Chile er dog naturen. Vi lærer hvordan Chiles skovvæsen arbejder aktivt med at udvikle skovdrift i den tørre ørken. 2 træsorter kan leve under disse ekstreme forhold, og i skyggen af disse er der en masse dyreliv. Der arbejdes også med at holde geder i skovene.

Overnatning under tamarugu træet – det ene af de 2 ørkentræer.

Det er heldigt at vi lærer dette, da vi overnatter i en nationalpark ikke langt fra grænsen til Peru. Under den videre rejse langs grænsen til Bolivia og op mod passet til Argentina syd for Bolivia i Paso Jama ser vi flere steder træbeplantninger i ørkenen og kender nu baggrunden. Også da vi gør holdt et par dage i turistbyen San Pedro de Atacama i ca. 2500 m højde findes træerne stadig i det hårde ørkenklima. Temperaturen i ”absolut ørken” skifter fra 30 grader om dagen til omkring 0 grader om natten.

San Pedro er et knudepunkt og man møder mange rejsende med samme interesser som os. Der udveksles erfaringer og fortælles røverhistorier. Vi boede på et lille hostel med ikke mindre end 4 køretøjer klemt sammen på den lille parkeringsplads. Herligt!

Da vi 2. Søndag i advent sætter os i bilen for at køre over passet til Argentina, er det både en ukendt udfordring og oplevelse af de store, der venter os.

Vi har læst at grænsen er i 4200 m og vi er klar over, at vi skal arbejde lidt med tilvænning til højden denne dag. Men vi ved ikke hvor længe – om det bare er hurtigt op og ned igen eller det er over en længere strækning. Det viser sig at vi undervejs skal helt om i 4800 m og det endda flere gang og det meste af dagen er vi et stykke over 4200 m. Vi hiver lidt efter vejret, men ellers giver det os ikke problemer.

Pustepause

Den gamle dame (bilen) kommer til gengæld på arbejde. Vejen op er med en svag hældning i flere timer. Stigninger af denne type betyder oftest, at man starter i fjerde gear og efterhånden som højden tager til eller der kommer små stejle stigninger, må man geare ned. Og under den vedvarende stigning har man ikke mulighed for at komme op i fart igen og til sidst ender man i første gear i langsom fart og dermed begrænset køling. Den gamle får hedeturer og vi holder lidt pustepauser undervejs sammen med lastvognene. Men hun holder og klarer turen og da vi er oppe på højplateauet klarer vi fint 80 og 90 km i timen, på de lange lige strækninger. Hun er fantastisk!

Alt imens vi arbejder koncentreret med opstigningen bliver vi begavet med den ene storslåede naturoplevelse efter den anden. Vi er nu over trægrænsen, så det hele er åbne vidder. I begyndelsen passerer vi de ikoniske vulkaner, som også ses fra San Pedro. Vi er så heldige også at se en ugle og en ræv og en del andre fugle. Da vi kommer op på plateauet og de sidste 100 km mod grænsen kører vi igennem den ene saltsø (udtørrede søer) efter den anden med et utal af farvekombinationer. Her møder vi mange flamingoer og vilde lamaer i større eller mindre flokke.

Bjerget med de 7 farver.

Vi holder frokost med denne udsigt ca. 30 km fra grænsen og kniber os i armen. Det er præcist dette der er årsagen til at vi gør det!

Vi har ikke planlagt hvor langt vi ville køre, for vi kendte ikke dagen. Men der er ingen overnatningsmuligheder på Chilesiden, og da vi lidt møre i hovedet af højden krydser grænsen og kan se at vi kan nå længere, beslutter vi at trille nedad. Troede vi. Det viser sig at der er flere pas vi skal igennem og inden vi er nede under 3000 meter, har vi kørt 400 km.

Da vi ankommer til Purmamarca bliver vi mødt med endnu en overraskelse. Byen er kendt for sine smukke farverige bjerge, men da vi ikke var nået så langt i vores research, bliver det en kæmpegave vi får som afslutning på en vidunderlig anden søndag i advent.

Efterskrift
Nogle læsere (måske spejderne:-)) vil undre sig over hvordan vi kan blive overrasket af højden. Men det er prisen for at køre efter GPS. Det er meget svært at få kort over de områder vi kører i, da de fleste kører efter GPS. Og nogle af de kort man kan få, indeholder ikke informationer om højde. Vi kører næsten udelukkende efter GPS (Google eller HereMaps) som ikke indeholder info om højde.

Topbillede:
Flammingoer i Salar de Atacama.

Galleri:
Skønne detaljer fra en svunden tid i spøgelsesbyen Humberstone.