Argentina Ruta 40-2

Afstikkere

13. februar

Klik på billedet og se flere billeder.

I går tog vi en lille afstikker fra Rute 40 af hovedvej 7, der binder hovedstæderne i Chile og Argentina sammen. Forventningen var en 4 sporet vej, men trafikken til trods, er det ingenlunde tilfældet. På denne strækning op mod grænsen i et pas i godt 3000 meter er det en snoet landevej i smukke bjerge med et spor i hver retning.

Målet for turen var amerikas højeste bjerg og verdens højeste udenfor Asien). Lige inden grænsen til Chile er der et udsigtspunkt, hvor man i 3000 meters højde får et formidabelt syn mod den 4000 meter højere snedækkede top på Aconcunda. Det er en fin lille gåtur frem og tilbage på ca. en time som vi nød i fulde drag. Vejret var 100% med os så det var fantastisk.

På vejen retur besøger vi en gravplads for de mange omkomne på bjerget. Der går nogle stykker til hvert eneste år. Den nyeste gravplade var fra 15. januar 2018…

På en rangerstation lidt længere nede spørger vi om lov til at overnatte. Der er ikke mange muligheder i området, og vi glæder os, da vi efter at have fortalt at vi er på vej retur fra nationalparken får lov til at blive der og desuden benytte deres toilet. Rangerstationen passer på nationalparken, som man ikke må vandre i uden at blive registreret og godkendt.

Vi bemærker, at der er mange muldyr i området. Under aftensmaden finder vi ud af hvorfor. To gauchoer kommer ridende med 7-8 muldyr fuldt læssede med grej fra en camp. Sikkert fra en af de mange ekspeditioner, der bestiger Aconcunda eller et af de andre bjerge i området. Det var et skønt syn!

Klik på billedet og læs om det pludselige nedbrud fredag eftermiddag.

Vi er kommet til Hovedvej 7 via Rute 40 og den ufrivillige omvej til San Rafael, hvor vi måtte have transport til en mekaniker og have skiftet benzinpumpen. Men inden vi kom så langt, har vi både kørt gennem fantastiske og uventede oplevelser på Rute 40 og vi har haft en afstikker på en uge til ferieøen Chiloe i Chile.

Men det startede i Bariloche, hvor inden afrejse lykkedes at få en gensyn med Petr og Martina fra Tjekkiet, som vi mødte tidligt på rejsen i det nordlige Mexico og som nu er på vej mod syd af Rute 40 til Ushuaia. Vi nyder et par timer sammen med kaffe, kage, oplevelser og erfaringer inden vi skilles igen i hver sin retning. Et dejligt gensyn.

Kort efter afsked kommer vi forbi et skilt med teksten ”Club Danese” i rødt og hvidt og danske flag. Der kører vi selvfølgelig ind, og det viser sig, at der er et større selskab samlet til en 80 års fødselsdag. Vi aftaler at overnatte der og da vi afslører at vi kommer fra Danmark og spørger lidt ind til stedet, bliver vi vist hen til et par af gæsterne som slapper af ved poolen. De er på vores alder og taler dansk men er i øvrigt født og opvokset i Argentina. Klubben er samlingspunkt for ”de danske navne” i området, som der er en del af, ligesom der er rigtig mange fra Tyskland og Schweiz. De kom hertil i en periode, hvor Argentina ønskede bosætning på egnen og gjorde det særligt attraktivt at flytte hertil. Præcis på samme måde som Danmark for en del år tilbage manglede arbejdskraft og indbød især tyrkere til at komme til Danmark.

Det er nok meget naturligt for alle, at man samler sig i fællesskaber der har samme baggrund som en selv og forsøger at holde lidt fast på det.

Vi ville gerne have talt mere med danskerne her, men denne gang er vi ikke kvikke nok til at få bygget kontakten op, så det lykkes ikke. Da vi kører næste morgen ankommer bussen med børn som skal på feriekoloni i den danske klub.

Vejen til Chiloe går gennem et vidunderligt frodigt og grønt landskab med krystalklare floder og søer. I en nationalpark lige efter grænsen i Chile oplever vi ”tempereret regnskov”, som vi ikke kendte til i forvejen. Det er regnskov uden den fugtige varme men stadig fuldstændig tilgroet og tæt. Vi går en aftentur til nogle vandfald og bliver meget overrasket over den smukke og ukendte type regnskov.

Overraskelsen bekom os godt ovenpå grænseovergangen til Chile. Det var fjerde gang vi krydsede og vi havde ryddet bilen for frugt og grønt og hvad vi ellers mente vi ikke måtte have med. Det viser sig at være en travl dag, og med nærmeste fryd i øjnene blive vi vinket til siden i tolden. Og de begynder fra en ende af at kigge ALT igennem. Det første der støder hans øje er de skønne kæmpe grankogler fra USA, som vi har haft med hele vejen. Dem må vi ikke have med ifølge denne tolder. De er ellers set og accepteret mange steder tidligere. Mette er ved at gå op i limningen og da han kommer til buffalohornet fra Montana beder vi om at få love til at vende om, hvis vi ikke må have den med. Det lykkes at stoppe iveren, kistebænken bliver lukket og vi får lov til at køre videre uden yderligere. Men uden grankogler.

Vi beslutter at det er sidste gang vi kører ind i Chile. Dette er simpelthen for meget!

Trækirker på Chiloe. Klik og se flere billeder fra disse.

Chiloe er den næststørste ø i Sydamerika. Den ligger i det chilenske Patagonien og den beskrives som meget anderledes end resten at Chile og Patagonien. Det er sandt. Vi oplever et bakket skandinavisk landbrugs- og fiskeriland med en masse sommerferieaktivitet på denne tid af året. Klimaet er som hjemme, og vi nyder en uge med ”dansk sommer” om dagen og ”andes sommer” i de kølige nætter.

Vi binder turen sammen med at besøge en del af de mange trækirker, som øen skærgården omkring den, er meget kendt for. Der er 170 kirker og 16 af dem er på Unescos ”kulturarvsliste”. Det særlige ved kirkerne er, at de alle er bygget af skibsbyggere over samme grundkonstruktion og visse af dem uden søm. Der er stadig skibsbyggere på øen, der deltager i restaureringen.

Vi har samlet de mange detaljer og indtryk i et selvstændigt billedalbum.

Tilbage på Rute 40 fortsætter vi nordover mod området omkring Argentinas næststørste by Mendoza, hvor vi er i øjeblikket. Som vanligt opsøger vi ikke de store byer med mindre det er nødvendigt.

Mellem Bariloche og Mendoza er Rute 40 meget øde på kortet. Men ikke desto mindre gemmer der sig mange oplevelser her – for os. Når vi kører afsted om morgenen ved vi ikke om der venter højde eller dårlige veje. Vi kan kun se byerne på de kort vi har. I flere dage i træk får vi den skønneste tur gennem de smukkeste landskaber, langs smukke fiskevande, krystalklare søer og de specielle araucaria træer – abernes skræk – med sylespidse blade, som kun findes i få egne i verden. Vi lader billederne tale.

Araucaria – abernes skræk

På samme strækning har vi forladt Patagonien til fordel for de høje bjerge i Andes og de frugtbare marker i Mendozaregionen. Det er dejligt at komme nordpå til mere varme og skønt at vi kan trække op i bjergene sammen med argentinerne, når det bliver for varmt.

Vi har rejst længe nu, og turen helt ned syd på til verdens ende var et stort mål at nå. Når man når et stort delmål, skal der nogle gange anstrengelser til at finde motivationen til det næste. Vi er forskellige af natur, men for os begge har rejsen på Rute 40 vist sig at være vigtig. Den indeholder så meget eventyr, at vi hele tiden bliver drevet frem af forventningen om hvad der er omkring det næste hjørne.

Topbilledet er  fra en af de mange skønne strækninger på Ruta 40